Alt skal undersøges ved Simonsens konkurs
»Vi fik overgivet to æblekasser fulde af bilag, da vi tog ud på Simonsens gamle adresse. Efter en gennemgang må vi konstatere, at der mangler væsentlige ting fra år 2000,« fortalte kurator, advokat Kristian Dalsgaard i går i Skifteretten i Holstebro.
Her fik han de fremmødte kreditorers accept af, at han forestår hvervet med at rede trådene ud i konkursboet Simonsen Transport A/S.
»Jeg havde forventet, at John Simonsen var mødt frem i dag, men han kom forbi mit kontor ved middagstid og meddelte, at det ikke var hans dag,« sagde kurator.
Kristian Dalsgaard kunne også konstatere, at boet ikke lige frem svømmer i aktiver. Faktisk kan de dårligt dække annonceringen af konkursen i Statstidende. Alligevel var der på retsmødet enighed om, at tingene skal undersøges til bunds på grund af mange påviste uregelmæssigheder.
Ingen dividende
Selv om kravene fra kreditorerne endnu ikke er på plads, forudsagde kurator, at der ikke bliver penge til at udbetale dividende.
Der er anmeldt et privilegeret lønkrav på godt 200.000 kroner. Told & Skat står med et ditto krav. Opgjort i sommeren 2000 var det på 325.000 kroner. Siden da er beløbet steget, men myndigheden har endnu ikke endeligt overblik over, hvor meget det er oppe på.
Samtidig har Simonsens olieselskab stadig en snes tankkort, som cirkulerer. Der er også tanket på dem efter, at der er afsagt konkurs. Hvordan det er muligt, er en teknisk hemmelighed mellem olieselskabet og kurator.
At kortene stadig er i brug, understøtter også det fakta, at Simonsen stadig har gang i forretningen.
Glemte at spørge
I december blev der via en Århus-advokat lavet en overdragelsesaftale mellem det konkursramte Simonsen Transport A/S og nyeste skud på selskabsstammen i den simonske familie, nemlig Simonsen Transport af 2000 ApS.
Problemet er bare, at bilerne er overført, uden at de to leasingselskaber er spurgt, og de to ejere på registreringsattesterne vil ikke deltage i Holstebro-vognmandens forretningsgang længere.
»I forbindelse med den aftale er der en række forhold af interesse. Overdragelsessummen svarer til restgælden i bilerne med en difference på 400 til 500 kroner. Samtidig er der overdraget en grund til en fastsat pris på 250.000 kroner, men den har en værdi på 337.000 kroner,« forklarede kurator.
Kristian Dalsgaard påpegede også, at der inden for selskabeligheden er overdraget personbiler til langt under købsprisen.
Leasingselskab gav grønt lys
»Vi har tre biler og en fisketrailer i selskabet. Vi har skrevet til Simonsen, at vi ikke kan acceptere en overdragelse. Juraen i sagen må være, at vi har ejendomsforholdet til bilerne. Vi vil gerne have, at kurator forsøger at hjælpe os og det andet leasingselskab med at få bilerne tilbage,« forklarede advokaten fra Leasing Fyn, Anders Tolborg.
Kurator lovede at gøre forsøget, hvis ejerne kan tilslutte sig, at de så bliver vurderet på ejernes regning for at få fastlagt deres tilstand.
Det synspunkt tilsluttede Anders Tolborg sig.
»Vi vil bare gerne have lastbilerne tilbage, så kurator bør skrive til manden, at han skal aflevere dem,« sagde advokaten.
Læs også artiklerne "Simonsen kører ulovligt" og "Hvorfor blev tilladelserne ikke hjemkaldt?"