Simonsen kører ulovligt
Lastbil Magasinet fik i går forud for skiftesamlingen i Skifteretten i Holstebro en henvendelse fra en læser.
I løbet af mandagen blev der observeret biler kørende rundt på de danske veje fra det konkursramte firma Simonsen Transport A/S, Holstebro.
Formanden for Chaufførernes Fagforening i Holstebro, Jørgen Overgaard kunne da også fortælle i Retten, at han – også i går formiddag – fik en henvendelse fra en chauffør, som har penge til gode i firmaet.
Chaufføren sidder p.t. i et statsfængsel og afsoner en dom, men har udgang i dagtimerne. Tiden i det fri bruger han til at køre som chauffør for Simonsen. Nu frygter han, at han ikke kan få den løn, han har til gode.
Og det kan være med god grund. Jørgen Overgaard fortæller nemlig, at stregen blev trukket i Simonsen Transport 2. januar i Skifteretten. Efter den dag er firmaet lukket for aktivitet, og formanden frygter, at det tages helt bogstaveligt, når det drejer sig om at udbetale løn.
Har stadig tilladelserne
Simonsen Transport råder over ti tilladelser. Dem vil kurator, advokat Kristian Dalsgaard, Holstebro, strække sig vidt for at få fat i. På trods af løfter om det modsatte fra Simonsens side er de ikke afleveret på advokatkontoret endnu.
Ifølge reglerne har kurator i et konkursbo pligt til i løbet af 14 dage at skaffe tilladelserne hjem og returnere dem til Færdselsstyrelsen.
»Simonsen har lovet, at han nok skal aflevere dem, når det er belejligt for ham,« sagde Kristian Dalsgaard.
Leasing Fyn vil sammen med et andet leasingselskab, som står som ejere af en stor del af Simonsens lastbiler, også gerne have en samtale med vognmanden.
Selskaberne bryder sig ikke om at stille biler til rådighed for ulovlig kørsel i et konkursbo.
En sag for politiet
Hverken kurator eller den fremmødte advokat fra Leasing Fyn, Anders Tolborg, Aalborg, har dog tænkt sig at læne sig tilbage og afvente, at Simonsen finder det belejligt at komme forbi med tilladelser og biler. For at få tingene retur har de nu allieret sig med politiet.
Gennem den seneste tid har Lastbil Magasinet omtalt flere sager, hvor speditører har medvirket til at holde ulovligt kørende vognmænd på hjulene. Det kan nu konstateres, at firmaer, som har Simonsen Transport i stald, benytter et ulovligt firma.
Simonsen er på banen igen – igen
Der skal mere end én konkurs til at tage lysten til at drive vognmandsvirksomhed fra familien Simonsen, Holstebro.
Nyeste skud på firmastammen hedder Simonsen Transport af 2000 ApS.
Ifølge kurator har det firma ingen tilladelser, og ingen af leasingselskaberne fra det konkursramte selskab føler trang til at overdrage deres biler og andet materiel til Simonsen Transport af 2000 ApS.
»Vi har skrevet til Simonsen, at vi ikke kan acceptere overdragelsen til det ny selskab. Efter hvad vi kan se, er det samme personkreds på begge sider af bordet, som har underskrevet aftalen mellem de to firmaer,« fortalte Anders Tolborg.
Interessant læsning
Et online tjek hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen viser, at advokaten har belæg for sin udtalelse. Simonsen Transport af 2000 ApS er stiftet af J Z Revision og Vikar ApS, Nørrevænget 24, Silkeborg i april sidste år.
12. oktober blev kaptajn Hans Christian Simonsen adm. direktør i foretagendet. Samtidig fratrådte Leif Denis Seager Kristensen, Nørrevænget 24, Silkeborg og Michael Johannes Voigt Olsen, Oxie Sverige.
Bag J Z Revision sidder direktør Leif Denis Seager Kristensen. Et af hans andre foretagender, Mabel Seager ApS stod i spidsen for endnu et selskab, overdraget i Hans Christian Simonsens varetægt.
Det drejer sig om MS 15 ApS, som blev stiftet 26. september 2000 af netop Mabel Seager ApS. 1. november sidste år indtrådte den pensionerede kaptajn som direktør i MS 15 ApS efter Leif Denis Seager Kristensen.
I det nu konkursramte selskab Simonsen Transport A/S består bestyrelsen af Hans Christian Simonsen og Irene Wedel Simonsen, som ifølge forlydender er gift med kaptajnens søn John Wedel Hestbech Simonsen.
Familiens tidligere foretagender vil blive omtalt på hjemmesiden en af de kommende dage.
Læs også artiklerne "Hvorfor blev tilladelserne ikke hjemkaldt?" og "Alt skal undersøges ved Simonsens konkurs?"