Hvorfor blev tilladelserne ikke hjemkaldt?
I går var der skriftesamling i Skifteretten i Holstebro i konkursboet Simonsen Transport A/S. Selv om kravene fra kreditorerne ikke er i hus endnu, er det allerede nu klart, at der bliver tale om en milliongæld.
Gælden kunne være minimeret eller helt undgået, hvis Færdselsstyrelsen havde hjemkaldt tilladelserne sidste sommer.
Sidste år i juli måned havde man hos Told & Skat i Holstebro fået nok af vognmandsfirmaets restance, som for daværende var opgjort til godt 325.000 kroner, og fra myndigheden i Holstebro gik der bud til Færdselsstyrelsen om at hjemkalde Simonsens ti tilladelser.
Stillede med modkrav
Det kunne ikke lade sig gøre, lød budskabet fra København. Begrundelsen var, at Simonsen udtog stævning mod Told & Skat. Vognmanden mente kun, at han skyldte 100.000 kroner.
Da Lastbil Magasinet dengang snakkede med Færdselsstyrelsen om sagen, udtalte en fuldmægtig:
»Hjemkaldelsen er stillet i bero. Simonsen har rejst tvivl om beløbets størrelse. Indtil den sag er afgjort, har vognmanden ret til at køre videre med sine ti tilladelser.«
Overskred lovens bogstav
På trods af stævningen fra Simonsen kunne Færdselsstyrelsen med den reviderede Godskørselslov have grebet ind og hjemkaldt tilladelserne.
Det står at læse på Færdselsstyrelsen hjemmeside vedrørende tilladelser:
»Du kan ikke få udstedt en vognmandstilladelse, hvis du har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kroner og derover. Virksomheder, der har fået tilladelser, skal også opfylde kravene til god skik, vandel, egenkapital og restancer i tilladelsernes gyldighedsperiode. Færdselsstyrelsen undersøger ved stikprøver, om kravene er opfyldt. Er de ikke det, vurderer styrelsen, om tilladelserne skal tilbagekaldes.”
Fik en anmeldelse
Nu var det ikke en stikprøvekontrol, men en decideret anmeldelse fra Told & Skat om, at tingene hinkede hos Simonsen Transport.
Simonsen udtog ganske vist stævning, men ifølge oplysningerne ved mødet i Skifteretten i går, mente man selv fra firmaets side i sommeren 2000, at gælden til det offentlige kun var på 100.000 kroner.
Det er stadig 50.000 kroner mere end den tilladte restance ifølge reglerne.
Undrer sig
Formanden hos Chaufførernes Fagforening i Holstebro, Jørgen Overgaard undrer sig over, at Færdselsstyrelsen på baggrund af firmaets gæld til Told & Skat ikke greb ind sidste sommer.
I dag er der et samlet lønkrav mod det konkursramte Simonsen Transport på cirka 200.000 kroner, men det kan vise sig at blive større.
Inden mødet i går fik formanden nemlig en opringning fra endnu en chauffør, som har penge til gode.
Formanden fik ret
Jørgen Overgaard hoverer ikke. Han synes nærmest, at det er trist, at han fik ret i sine forudanelser.
I 1999 korresponderede han flere gange med Færdselsstyrelsen. Det var dengang, Simonsen i ti måneder kørte rundt uden en ansvarlig leder under navnet Bifrost International Transport A/S.
Kørslen forsatte ufortrødent med Færdselsstyrelsens vidende. Styrelsen var også gjort bekendt med, at firmaet i Holstebro ikke indbetalte de lovpligtige feriepenge for de ansatte hele kalenderåret.
I forbindelse med årtusindeskiftet ændrede selskabet navn til Simonsen Transport A/S, og samtidig blev John Simonsens far, den pensionerede kaptajn fra hæren, Hans Christian Simonsen godkendt som ansvarlig leder.
Det valg stillede chaufførformanden også skriftlige spørgsmål til styrelsen om. Jørgen Overgaard havde svært ved at se, hvordan en pensioneret befalingsmand kunne have tre års erfaring fra vognmandsbranchen.
Læs også artiklerne »Simonsen kører ulovligt« og »Alt skal undersøges ved Simonsens konkurs«