IRU kritiserer EU-udspil
IRU opfordrer det svenske EU-formandskab til at tage prioriteringerne på transportområdet op til ny vurdering.
Ifølge svenskerne skal transportområdet bringes til at fungere bedre med ensartede konkurrenceforudsætninger, og
IT og anden ny teknologi skal anvendes til at forbedre sikkerheden og miljøet.
Det svenske arbejdsprogram har fået følgende tre hovedoverskrifter: Udvidelse (mod øst), beskæftigelse og miljø. Alle tre områder vedrører transportsektoren, men specielt på miljøområdet skal der efter IRU's mening også satses på de tre I'er: Innovation, Incitamenter og Investeringer.
Innovationen vedrører teknologiske landvindinger, dér hvor forureningen opstår. Her mener IRU, at der skal satses mere fra EU's side på at begrænse forureningen og effektivisere udnyttelsen af brændstof og andre ressourcer.
Incitamenterne skal ifølge IRU komme fra EU i form af tilskyndelser til hurtigt at indføre disse nye teknologiske løsninger til at nedbringe forureningsproblemet.
Investeringer fra de enkelte regeringers side i bedre infrastruktur skal sikre, at gevinsterne ved at indføre ny teknologi i form at stigende effektivitet ikke går tabt på grund af trafikkøer og –ophobninger på de europæiske veje, mener IRU.