23948sdkhjf

Politiet har ikke altid ret

Chauffør blev frikendt for at køre for stærkt. Politiet havde brugt patruljebilens policepilot forkert.

Dommer Lilian Hindborg, Retten i Gråsten, gav politiassistent Jann Kirsten, Padborg, hele to forsøg til at forklare, hvordan han egentlig havde målt lastbilchauffør Abraham A. Willes fart natten mellem 30. og 31 marts 1998, da han blev stoppet på vej i sydlig retning på Sydjyske motorvej i Gråsten politikreds.

Ved begge forsøg fastholdt betjenten samme forklaring, og det betød, at Abraham A. Wille blev pure frifundet i Byretten 29. juni samme år for at have kørt med en hastighed på mindst 111 km i timen, målt med patruljebilens policepilot.

En forseelse han ellers 28. april 1998 modtog et bødeforlæg på 2200 kroner for fra politimesteren i Gråsten.

I ly af mørket

»Jeg blev stoppet af politiet, da jeg var på vej sydpå. Betjenten (Jann Kirsten, red.) kom hen til førerhuset og sagde, at de havde målt mig til en hastighed på 106.8 km i timen.«

»Jeg tog skiven og stod ud af bilen og gik med hen til politibilen, hvor der sad en anden betjent i færd med at skrive. Jeg sagde, at jeg ikke kunne erkende, at jeg havde kørt mere end de 89 km i timen, som skiven viste. Det ville betjentene slet ikke høre på, og jeg fik besked på, at jeg bare kunne smide skiven ad helvede til, for jeg var målt med fartpilot, og betalte jeg ikke bøden, mødtes vi i retten,« fortæller Abraham A. Wille.

Det er nogenlunde samme forklaring, som chaufføren afgav ved første retsmøde i sagen 18. maj 1998. Et møde som politiassistent Jann Kirsten i øvrigt ikke mødte op til.

Fik uret kontrolleret

Abraham A. Wille blev vred over den behandling, han fik af de to betjente ude på motorvejen, så allerede dagen efter kørte han på Diesel-Gården i Padborg og fik undersøgt fartskriveren.

Ifølge et bilag i sagen blev den fundet i orden, og fra Diesel-Gården lyder meldingen, »at når værkstedet siger god for et apparat, så er det i orden.« Det kan i øvrigt koste autorisationen, hvis værkstederne laver numre med myndighederne og siger god for ting, som ikke er i orden.

»Jeg ved godt, at jeg kørte for stærkt, men jeg vil ikke beskyldes for at have pillet ved fartskriver og hastighedsbegrænser. Derfor fik jeg tingene kontrolleret,« siger chaufføren.

Mødte frem anden gang

29. juni mødte Jann Kirsten frem i retten og fortalte, at det var ham, der den pågældende nat havde foretaget hastighedsmålingen af lastbilen med traileren fra 14,6 km-kantpælen ved hjælp af policepiloten, som består af et stopur og en triptæller.

»Policepilotens tidsmåler blev aktiveret umiddelbart før tiltalte havde passeret kantpælen, og afstandsmåleren blev aktiveret efter at politibilen havde passeret den pågældende kantpæl. Afslutningen foregik på den måde, at tidtælleren blev afsluttet, før tiltalte havde passeret det pågældende målepunkt, og afstandsmåleren blev afsluttet, før politibilen var fremme ved det pågældende punkt,« forklarede politiassistenten – endda to gange, og det er netop den forklaring, som medførte, at Abraham A. Wille blev frifundet.

Fik for lidt tid

Politiassistentens måling er korrekt frem til afslutningen, hvor Jann Kirsten forklarede, at tidtælleren blev afsluttet, før tiltalte havde passeret det pågældende målepunkt.

Ifølge reglerne skal tidtælleren først afsluttes, når lastbilen har passeret punktet, ellers får chaufføren for lidt tid i forhold til de kørte km på målestrækningen.

Ifølge udskriften fra dombogen har de to betjente tilsyneladende heller ikke bemærket, om patruljebilens speedometer tilsvarer hastigheden, som de kom frem til via policepiloten.

I dommen hedder det da også: »Efter den af vidnet afgivne forklaring finder retten, at der er en sådan usikkerhed om målingen, at tiltalte bør frifindes.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078