Direktør bliver på posten
Den 38-årige nordmand Anders Sundt Jensen står fortsat i spidsen for DaimlerChrysler i Danmark. Der var opstået lidt usikkerhed om direktørens situation på grund af en meddelelse fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen.
Styrelsen offentliggør dagligt meddelelser om bl.a. ændringer i direktion og bestyrelser i danske virksomheder. Nogle af disse meddelelser viderebringes i Lastbil Magasinets faste rubrik »Op og ned i branchen«. På baggrund af en meddelelse fra styrelsen kunne man i det seneste nummer læse, at Anders Sundt Jensen var udtrådt af direktionen.
Bente Gade fra DaimlerChryslers informationsafdeling forklarer, at det sådan set er rigtigt nok, at Anders Sundt Jensen er udtrådt af direktionen. Men det er »noget rent teknisk«, for samtidig er han indtrådt som administrerende direktør for DaimlerChrysler i Danmark. Og det var denne tilføjelse, der ikke var kommet tids nok fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen i forhold til bladets trykstart.
Anders Sundt Jensen afløste 1. august Karl Franke på posten som adm. direktør hos DaimlerChrysler, og den post bestrider han altså fortsat i bedste velgående. Så skulle det vist være på plads.