»Uvisheden om Ibs skæbne er den største belastning for mig. Derfor håber jeg, at Poznan politi har oplysninger, som på en eller anden måde kan kaste bare lidt nyt lys på, hvad han er kommet ud for i Polen.«

Ordene kom fra Ib Hattesens hustru Marianne Petersen, da vi tog hul på den første etape af den 750 kilometer lange køretur til Poznan torsdag aften i sidste uge.

På strækningen fra Rostock til Frankfurt and Der Oder via Berlin, var samtalen fortrinsvis koncentreret om vores respektive forventninger til mødet med kriminalpolitiet i den polske millionby. På forhånd var vi lidt imponerede over, at Poznans politiets talsmand i løbet af nogle få timer havde bekræftet, at vi var meget velkomne og desuden bare skulle ringe til ham, hvis vi løb ind i problemer i Polen.

Nervøs og anspændt

Da vi passerede den tysk/polske grænsestation Frankfurt an Der Oder/Swiecko fredag morgen ved 8-tiden, fornemmede undertegnede, at Marianne Petersen blev mere og mere tavs og nervøs, efterhånden som Poznan by kom nærmere.

På spørgsmålet om vi skulle vende om, svarede hun:

»Ikke for min skyld. Jeg er ikke nervøs for udfaldet af mødet med politiet, men tænker meget over, hvad de kan fortælle.«

Fyrstelig modtagelse

Vi havde ikke forventet at få en så fyrstelig modtagelse, som det viste sig at blive. Da mødet begyndte, dukkede hovedkvarterets chef Marek Bronicki op. Han kom sammen med de civilklædte kriminalinspektører, der lidt senere viste sig at være dem, der ledede specialstyrken, som søgte efter Ib Hattesen. End ikke en engelsktalende tolk manglede i selskabet.

Da Marek Bronicki havde gjort rede for sagens aktuelle status, spurgte han Marianne Petersen, om hun havde noget imod at bidrage til sagens akter via en officiel afhøring.

Afhøringen drejede sig primært om, at politiet kunne danne sig et billede af Ib Hattesens personlighed. Desuden var politiet interesseret i få et indgående signalement af Ib Hattesen.

Væsentlige oplysninger som blodtype og original dokumentation af Ib Hattesens underskrift var Marianne Petersen blevet opfordret til at tage med hjemmefra.

Vred hustru

Da afhøringen var overstået, blev Marianne Petersen vred. Vreden var ikke rettet mod Poznan politi. Men mod det faktum, at et lignende signalement af Ib Hattesen, som hun havde givet det danske politi en måned tidligere, aldrig var nået frem til kriminalpolitiet i Poznan.

»Det er godt nok for dårligt, at jeg skal tage herned for at hente oplysninger om Ibs skæbne og samtidig finde ud af, at hans signalement er forsvundet et eller andet sted undervejs,« sagde hun vredt og tilføjede:

»I det hele taget mener jeg, at det danske politi burde have holdt mig bedre underrettet om sagens gang.«

Ud på stederne

Som afslutning på besøget fulgte politiet med os ud til stedet, hvor Ibs Scania trækker blev fundet.

»Jeg synes godt nok, det er et uhyggeligt sted, og jeg er nu blevet overbevist om, at det ikke er Ib, der har kørt bilen herned,« sagde Marianne Petersen.

Inden vi vendte næsen hjemad, kørte vi ud til den Shell tankstation, hvor Ib havde tanket Scania’en op mandag den 25. september.

Tankstationen, der ligger 38 kilometer øst for stedet, hvor trækkeren blev fundet, er indrettet med restaurant og en tilsyneladende sikker og oplyst parkeringsplads.

Telefonsamtalen

»Jeg har en følelse af, at det var her, det hele begyndte,« sagde Marianne, da vi stod og så på pladsen. Det var også derude hun fortalte, at hun havde talt med Ib Hattesen omkring en times tid før han holdt ind der for at tanke. Altså var det hende – og ikke som tidligere nævnt, firmaet – der havde den sidste telefoniske kontakt til Ib Hattesen.

»Det var en ganske normal samtale, hvor vi som sædvanlig sagde godnat til hinanden. Jeg husker tydeligt, at Ib sagde han ville køre så langt som muligt.«

»Jeg vil se, hvor langt jeg kan nå. Jeg satser på at køre op og holde i kø ved grænsen. Men først skal jeg holde pause ved midnatstid.« Nogenlunde sådan mindes Marianne Petersen de foreløbigt sidste ord fra Ib Hattesen.

Følelserne tog overhånd

Den foreløbigt sidste forbindelse til Ib Hattesen afsluttede Marianne Petersen, da hun tømte trækkerens førerhus for de få ting, der var tilbage af hans personlige ejendele. Det foregik på vognmand Jan Funders plads i Hvidovre, hvor hustruen blev overvældet af følelser.

»Jeg gad nok vide, hvad der er blevet af alle Ibs ting. Han havde blandt andet altid en masse musik cd’er med, og mange små punge med forskellige valutaer i. Det hele er væk, undtagen hans tøj, dyne, sengetøj, toilettaske og et par sko,« udbrød Marianne Petersen, da førerhuset var blevet ransaget og tømt for hendes savnede mands ejendele.

Gift i tyve år

Marianne Petersen og Ib Hattesen er gift på 20. år. I det lange tidsrum har Marianne Petersen og parrets to børn indfundet sig med et liv, hvor farmand var på landevejen det meste af tiden. I lighed med ligestillede har Marianne Petersen og børnene været ude at køre lastbil med faderen og således fulgt med ham i både tykt og tyndt.

»I tidens løb har vi været mange gange med Ib i Tyskland, Italien og Frankrig. Og det var sådan set meningen, at jeg og den mindste skulle en tur med til Polen i efterårsferien. Jeg fik lyst til at se Polen, efter Ib havde fortalt, at landet er meget anderledes, end hvad han og jeg tidligere har set, ligesom det er præget af fattigdom. Det blev altså bare ikke til noget,« slutter en næsten opgivende Marianne Petersen.