25 år med containere
Alle, der har noget at gøre med Fyns Container Transport på Odense Havn, kender Jytte Kross. For selv om hun efterhånden i en årrække har haft titel af direktør, er hun stadigvæk kontorblæksprutten, der også står for kontakten med kunderne.
I dag fejres det, at hun har været ansat i firmaet i 25 år. Det er over halvdelen af den tid, virksomheden har eksisteret, for den blev etableret i 1956 af Bent Stage.
Udover at køre som vognmand, var den driftige Stage i begyndelsen af 70'erne importør af nogle specielle komprimatorbiler. Det var højrestyrede engelske biler med navnet SD, og Fyns Container Transport havde selv et eksemplar af den engelske bil i vognparken indtil 1991.
Da Bent Stage døde i 1993, overtog Jytte Kross vognmandstilladelsen, så hun kan både kalde sig vognmand og direktør. Firmaet ejes af Bent Stages børn.
Der er reception på adressen Jarlsberggade 15 i Odense fra kl. 13 til 16.