Samler ind til Hattesens familie
»Vi vil gerne være med til at gøre hverdagen lettere for Ib Hattesens familie. Derfor startede vi indsamlingen, og da vi ved, at mange chauffører i Jylland kender Ib, besluttede vi os for også at samle ind i Padborg,« fortæller Ib Hattesens kollega Kent Kjær.
To steder i Padborg, hos IDS og på Transitgården, hænger der plakater med billede af Ib Hattesen og en tekst, der fortæller, hvornår der sidst er hørt livstegn fra ham i Polen. Begge steder er der også mulighed for at putte en skilling i en indsamlingsbøsse, og Kent Kjær fortæller, at folk er flinke til at betænke familien med en økonomisk hilsen.
Rystet kollega
Eksportchauffør Kent Kjær er ligesom Ib Hattesen ansat hos vognmand Jan Funder, Hvidovre. Han synes det er utroligt, at en kollega bare kan forsvinde i Polen.
»Det, der er sket, er dybt katastrofalt. Det kan derfor heller ikke være nogen skade til, at andre får at vide, hvilket land det er, der gerne vil med i EU,« siger Kent Kjær.
Savner sikkerhedsnet
Kent Kjær efterlyser også andre hjælpemuligheder for familier til eksportchauffører, hvor der sker enten uheld, overfald, akut sygdom under en tur, eller som i Ib Hattesens tilfælde, hvor manden forsvinder.
Han mener, at der burde gives økonomisk mulighed for, at familien kan rejse ud og besøge familiefaderen, hvis han er på hospitalet.
»Det er de færreste, der har 15.000 kroner til at komme af sted for. Jeg tror også, det ville hjælpe Ib's kone, hvis hun fik mulighed for at komme ned og se på forholdene i området, hvor han forsvandt,« mener Kent Kjær.
Pengene til familiernes rejser kunne ifølge Kent Kjær eventuelt komme fra fagforeningskontingentet.
Vi kan i den forbindelse oplyse, at Ib Hattesens kone har fået mulighed for at tage til Polen sidst på ugen sammen med Per Fischer fra Lastbil Magasinet.