Michael Svane tager til genmæle
»Udflagning på ulovlige betingelser. Brug af underbetalte chaufførvikarer og kørsel på danske veje til dumpingpriser sat af speditørerne, samt vognmænd, som ikke rydder op i egne rækker, når kolleger kører uden tilladelser.«
Det var de forhold, brancheformand Ove A. Pedersen gik til angreb på forleden på Lastbil Magasinets hjemmeside. Nu får han råt for usødet af ordførende direktør Michael Svane, DTL.
Har andre læsere kommentarer, hører Lastbil Magasinet gerne fra dem.
Direktørens indlæg
Her følger Michael Svanes indlæg:
»Brancheformand Ove A. Pedersen, SiD i Esbjerg, ønsker de useriøse vognmænd hen, hvor peberet gror, og det kan vi være meget enige om.
Vi kan også være enige om, at vognmændene skal være meget bedre til at stå sammen og ikke lade sig presse på prisen af transportkøbere, som ser stort på sammenhængen mellem pris og kvalitet. DTL´s klare politik er at skabe de bedste muligheder for, at den seriøse vognmand kan drive en anstændig forretning, men det er medlemmerne selv, der skal drive deres forretninger.
Aktive foreninger
Vi kan sandelig også være enige om, at der bør sættes en stopper for dem, der på den ene eller anden måde driver ulovlig vognmandsvirksomhed. DTL´s medlemsforeninger er dagligt aktivt medvirkende til, at vi kan overbringe oplysninger og anmeldelser om ulovlig vognmandskørsel. Vi har også sammen med SiD fået trafikministerens ord for, at han aktivt vil medvirke til, at der nu gøres noget for at stoppe ulovlighederne.
Vil overleve
Hvad jeg er knap så begejstret for, er mistænkeliggørelsen af enhver form for flytning af virksomhedsdriften til udlandet - eller minimering af omkostninger ved at udnytte eksisterende lovlige vikarordninger og chaufførudlån.
Det er ikke i sig selv ulovligt at minimere sine omkostninger - eller at flytte aktiviteter til udlandet. Og i mange tilfælde er vognmændene tvunget til det, hvis de vil overleve økonomisk. Årsagen er de meget høje danske lønomkostninger. Selv om det danske transporterhverv øger sin produktivitet, truer lønudviklingen med at neutralisere denne tendens.
Analyseresultat
I en ny analyse fra Erhvervsfremme Styrelsen fastslås, at mange vognmænd er kommet langt med produktudvikling i form af blandt andet nye logistiksystemer. Det er dog fortsat en stor udfordring at udvikle forretningsmodeller, som kan reducere de direkte lønomkostninger.
I analysen peges på, at det kan ske ved at udnytte internationale lønforskelle. Lavere lønomkostninger kan opnås gennem strategiske alliancer - eller ved opkøb af udenlandske firmaer i lande, hvor lønnen er væsentligt billigere end i Danmark.
Strukturel udvikling
På DTL´s vegne kan jeg sige, at der er tale om en strukturel udvikling, der i vidt omfang afgøres af markedskræfterne, og som ikke sådan lader sig standse. Den strukturelle forandring bliver kraftigt accelereret af de høje danske lønomkostninger.
Det er ikke alene høje lønomkostninger, der er årsag til, at danske vognmænd vælger at etablere sig i udlandet. For vognmændene er det lige så vigtigt at være i nærheden af deres kunder. Flytter for eksempel en dansk produktionsvirksomhed til et andet land, er vognmanden tvunget til at gøre det samme, hvis han vil bevare sine kørselsopgaver for virksomheden.
Dokumentation ønskes
De tilbagevendende skarpe, men udokumenterede påstande om omfattende ulovligheder begået i udlandet af danske vognmænd, giver efter DTL's opfattelse et forvrænget billede af virkeligheden og er med til at lede politikernes opmærksomhed bort fra de egentlige problemer i branchen.
Til syvende og sidst vil de politikere, der har ladet sig rive med af stemningen, kunne stå tilbage med fornemmelsen af fjeren, der blev til fem høns. Og det vil ikke være til gavn for nogen i branchen at blive opfattet som utroværdige.
Det vil derfor tjene os alle i branchen bedst, hvis påstande om ulovligheder følges op med saglig dokumentation i den enkelte sag, frem for generaliseringer omkring erhvervet. I så fald kan DTL på det erhvervspolitiske område sagtens stå sammen med SiD om at højne kvaliteten og anseelsen i erhvervet – ja, det er en fælles sag.
Ordførende direktør Michael Svane, Dansk Transport og Logistik