”Der kan være sket tre ting. Enten har gerningsmændene slået ham ihjel med vilje. Mennesker betyder ikke så meget for dem som os. Eller også er han død ved et uheld under overfaldet, og de har skaffet liget af vejen. Endelig kan han være efterladt i skoven ligesom mig, og politiet har så bare ikke fundet ham endnu. Kidnapning er en ting. Mord noget andet.”

Sådan kommenterer tidligere eksportchauffør Ole Staal, Lee ved Bjerringbro, efter han har læst artiklen om chauffør Ib Hattesen, der blev bragt på Lastbil Magasinets hjemmeside fredag 20. oktober.

Ifølge bladets oplysninger kørte eksportchauffør Ib Hattesen ind på en tankstation 35 km før Poznan ved Europavej 30 25. oktober ved 23 tiden.

11. august 1997 blev Ole Staal overfaldet og maltrakteret på det groveste af fire gerningsmænd kun cirka 25 km længere fremme mod Poznan på en rasteplads, efter han godt midnat var gået til køjs.

Dybt berørt

Uvisheden om Ib Hattesens skæbne og forsvinden berører Ole Staal dybt.

”Efter du ringede den anden dag og fortalte om sagen, har jeg gennemlevet det hele igen, og det har knebet med at sove. Jeg har tænkt meget over tingene. Jeg tror ikke, der er stor sandsynlighed for, at han bliver fundet i live, men jeg kan selvfølgelig kun gisne om, hvad der er sket,” siger Ole Staal.

Sikkert sted

”Som jeg husker det, betragtes den tankstation, som Ib Hattesen besøgte, som sikker. Så vidt jeg husker, er der mulighed for at gå i bad og købe lidt ind. Ellers er det et fint sted at holde,” erindrer Ole Staal.

Han mener også at huske, at der er et nogenlunde åbent landskab ved tankstationen.

”Men skoven er tæt på. Der er skov alle steder i Polen. Bare han ikke står bundet til et træ og ikke er i stand til at råbe om hjælp,” siger Ole Staal.

Troede han skulle dø

Natten mellem 11. og 12 august 1997 vågnede Ole Staal ved at fire gerningsmænd trængte ind i bilens førerhuset. Han gennembankes med knytnæveslag, en pistol og et baseballbat, som hamres ind i øjnene på ham.

Han kan ingenting se, men er stadig ved bevidsthed, da han lægges i håndjern. Bilen startes, og under køreturen fortsætter mishandlingen, hvor Ole Staal blandt andet får smadret sine tænder.

Efter en halv times tid stopper bilen, og han bliver hevet ud og smidt på jorden. En af gerningsmændene finder en pistol frem. Da var Ole Staal sikker på, at han skulle dø.

”Jeg var bange for, at de skulle slå mig ihjel og efterlade mig i skoven, så jeg ikke blev fundet. Jeg tænkte på, at det var synd for min familie, hvis de ikke fik at vide, hvad der var sket med mig, men jeg havde indstillet mig på at dø,” fortæller Ole Staal.

Efterladt i skoven

Ole Staal bad mindeligt for sit liv, og han ved ikke, om det var det, der fik gerningsmændene til at ombestemte sig. De slæber ham nemlig et stykke ind i skoven, hvor de låste ham fast til et træ med håndjernene.

”Da jeg stod der, troede jeg på, at jeg slap fra det med livet i behold, men så var min næste tanke, om jeg kunne få fat i nogen. Jeg var nemlig også ramt på struben af baseballbattet og havde næsten mistet stemmen,” husker Ole Staal.

Men fri kom han næste morgen ved 7 tiden, da det lykkedes ham nemlig, at råbe en cyklist an, som fik alarmeret politiet.

”Jeg var heldig, når jeg tænker på, hvad der kunne være sket,” siger han.

En hård skæbne

Ole Staal er i dag mærket både fysisk og psykisk efter overfaldet. I starten troede han på , at han igen blev i stand til at fortsætte som chauffør, men efter kort tid måtte han opgive. I august i år fik han tilkendt sin pension.

Læs i næste nummer af Lastbil Magasinet om Ole Staal seje kamp mod et system, der svigtede, og hvordan han på trods af sine mén får hverdagen til at fungere nogenlunde.