23948sdkhjf

Intet svar fra Færdselsstyrelsen

DTL venter på at få at vide, hvordan Færdselsstyrelsen vil behandle Andreas Andresens brug af russere til ulovlig cabotagekørsel. Onsdag behandles sagen i speditørforeningens bestyrelse, og den vil muligvis også blive taget op igen i DTL's bestyrelse.

»Vi venter på, at Færdselsstyrelsen skal udtale sig. I styrelsen må man være voksne nok til at sige, hvad man vil gøre ved tingene. Vi kan ikke gøre mere ved sagen nu,« siger formanden for DTL, Kaj Nielsen.

Da sagen om speditionsfirmaet Andreas Andresens brug af russere til ulovlig cabotagekørsel tidligere blev behandlet i DTL´s bestyrelse, kom det tilsyneladende ikke frem, at det er firmaets direktør Steen Sørensen, der også sidder som ansvarlig leder i SST Padborg ApS. Dette firma er vognmandsdelen i Andresen-koncernen.

Efter mødet fortalte Kaj Nielsen, at DTL ikke kunne gribe ind, fordi det er SST, der er medlem af organisationen, mens Andreas Andresen er medlem af Dansk Speditørforening.

»Jeg har sagt, at vi vil have sagen undersøgt til bunds, og jeg regner med at få nogle svar tilbage, når det er sket. Men ud fra det foreliggende vil vi ikke behandle sagen igen,« siger formanden.

Efter hvad Lastbil Magasinet erfarer, tyder noget dog på, at sagen muligvis atter bliver taget op i DTL's bestyrelse.

To kasketter

Direktør Steen Sørensen går igen i både Andreas Andresen A/S og SST Padborg ApS med samme titel. Desuden er han som nævnt også ansvarlig leder og skal derfor stå inde for, at virksomheden overholder god skik i vognmandsbranchen.

Inden behandlingen i DTL´s bestyrelse fik Andreas Andresen A/S lov til at udtale sig. I den forbindelse fralagde Steen Sørensen sig ifølge Kaj Nielsen ansvaret for brugen af russerne med den forklaring, at direktøren ikke kendte til, hvad medarbejderne foretog sig.

»Der er ganske vist noget, der hedder det objektive arbejdsgiveransvar, men vi blev orienteret om, at Steen Sørensen intet kendte til forholdene. Jeg har slet ikke gravet mig nok ned i tingene til at vide, at han er ansvarlig leder,« siger Kaj Nielsen.

Speditører holder møde

I morgen holder Dansk Speditørforening bestyrelsesmøde. Ifølge en kilde tæt på bestyrelsen hersker der ikke tvivl om, at Andreas Andresens sag vil blive vendt: »Vi drøfter normalt ting, som optager sindene, og jeg tror nok, at mange synes, det her er groft nok,« siger kilden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.456