23948sdkhjf

Dansk chauffør forsvundet i Polen

Den 43-årige danske eksportchauffør Ib Hattesen Pedersen fra Ringsted har været meldt savnet i Polen siden tirsdag den 26. september. I skrivende stund, den 20. oktober, er Ib Hattesens skæbne stadig ukendt.

På opfordring fra flere danske eksportchauffører, som er urolige for, hvad der kan være sket med deres kollega i Polen, iværksatte Lastbil Magasinet en nærmere undersøgelse af Ib Hattesens mystiske forsvinden.

Men skønt vi har været hele vejen rundt gennem både uofficielle og officielle kanaler, er det desværre ikke lykkedes at finde frem til Ib Hattesens skæbne. Således bygger denne beskrivelse af hændelsesforløbet udelukkende på bekræftede oplysninger fra kolleger, myndigheder og Hattesens arbejdsgiver, Jan Funder Transport & Spedition A/S, Hvidovre.

Magtesløs vognmand

Fra den første dag har vognmand Jan Funder gjort alt, hvad der var muligt for at finde ud af, hvad der er sket med hans chauffør. Indtil flere forsøg på at presse sagens opklaring igennem hos det danske politi, Danmarks ambassade i Warszawa og Interpol har indtil dato været resultatløse.

»Selvom jeg har gjort alt, hvad der kan gøres, føler jeg mig fuldstændig magtesløs i dette kedelige tilfælde, der heldigvis er det første af sin art i forretningens historie,« siger Jan Funder og tilføjer:

»Personligt vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt, for at finde ud af hvad der er sket med Ib Hattesen.«

Læssede 25. september

Mandag den 25. september lastede Ib Hattesen det ene af to hele læs chokolade i byen Belsk, der ligger ca. 50 kilometer syd for Warszawa. Læsset var bestemt til en modtager i Skandinavien.

Det andet læs havde den danske vognmandsforretning givet til en polsk samarbejdspartner. Og det var meningen, at de to chauffører skulle følges ad.

Da Ib Hattesen havde læsset færdig, og det polske køretøj endnu ikke var dukket op, kørte han imidlertid mod Poznan alene.

Mistede kontakten

»Det sidste vi hørte til ham var, da han ringede hjem ved 19-tiden mandag. Her blev han bedt om at køre ind og overnatte på den nærmeste sikre parkeringsplads,« fortæller vognmand Jan Funder.

»Men da Ib Hattesen hellere ville udnytte sin køretid maksimalt, valgte han selv at køre videre og ville i stedet kontakte os i løbet af tirsdag formiddag. Imidlertid udeblev det aftalte telefonopkald.«

Efterfølgende opkald til både trækkerens og Ibs private mobiltelefon blev ikke besvaret. Og det blev bekræftet, at køretøjet ikke havde passeret de sædvanlige polske grænseovergange til Tyskland.

»Da køretøjet heller ikke var registeret på færgeselskabernes afgange, blev vi klar over, at der måtte været sket et eller andet i Polen. Derefter var der ikke andet at gøre end at anmeldte sagen til forretningens politikreds - Rødovre Politi - og Interpol,« oplyser Jan Funder.

Vidne anmeldte trækkeren

Han fortæller også, at efterfølgende oplysninger afslørede, at Ib Hattesen mandag aften klokken 23 holdt ind på en tankstation på Europavej 30 ca. 35 kilometer før Poznan.

»Desuden er vi bekendt med, at et vidne observerede trækkeren i Poznan by tirsdag den 26. september. Da trækkeren - en fire år gammel Scania - stadig var parkeret samme sted om torsdagen, anmeldte vidnet det til politiet i Poznan. Ifølge det polske politis undersøgelse af køreskiver har bilen kørt ca. en times tid med stærkt varierende hastighed, efter stoppet på tankstationen. Med andre ord passer det nogenlunde sammen med afstanden til der, hvor trækkeren blev fundet. Derimod er både sættevogn og Ib Hattesen stadig efterlyst. Det er desværre alt, hvad vi kender til hændelsesforløbet,« understreger Jan Funder.

Nøglen sad i

Vicepolitikommissær Per Starup fra Rødovre Politi, der varetager de danske interesser i sagens opklaring, bekræfter Jan Funders forklaring om fundet af trækkeren.

»Ifølge de tilbagemeldinger, jeg har modtaget fra Interpol i Warszawa, undrede det lokale politi sig meget over, at den pågældende lastbil var parkeret i byen med nøgle i ratlåsen og uden at være aflåst. Desuden bar førerhuset ingen tegn på voldshandlinger af nogen art,« forklarer Per Starup, der i øvrigt ikke har nogen direkte indflydelse på selve opklaringsarbejdet.

»Så længe der ikke er konstateret en forbrydelse på en udlænding, er opklaringsarbejdet i praksis overladt til det pågældende lands politi.«

»I dette tilfælde altså det polske politi, der ifølge min vurdering har gjort en formidabel god indsats for at finde Ib Hattesen Pedersen. Poznan politi har brugt både hunde og helikopter til eftersøgning i store lokale områder,« roser Per Starup og tilføjer, at samarbejdet med Interpol i Warszawa intet lader stå tilbage for det lokale politis indsats.

Diplomatiet bekræfter

Afdelingschef Allan Sørensen fra Udenrigsministeriets såkaldte ”konsularkontor” - som primært behandler sager om danske statsborgere, der er forsvundet i udlandet - har bekræftet sagens forløb over for Lastbil Magasinet. Vi har også fået sagen bekræftet fra den danske ambassade i Warszawa. Nærmere betegnet af konsul Lizeta Kühlmann, der udtaler, at hun har fulgt den normale forretningsgang.

»I det aktuelle tilfælde er de fire danske konsulater i Polen blevet informeret om, at Ib Hattesen er meldt savnet, og at de skal give eventuelle oplysninger til til os. Det er faktisk det eneste, vi kan gøre,« svarer den danske konsul fra Polen.

Indtil videre kan man altså blot håbe på, at Ib Hattesen hurtigt dukker op i god behold. Sagen er ikke registeret som en forbrydelse, men Ib Hattesen er meldt savnet via Interpol over hele verden, ligesom sættevognen er efterlyst overalt i Europa.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096