Harri tog titlen
Efter mådeholdne resultater i næstsidste afdeling på den regnvåde Zolderbane, holdt Harri Luostarinen hovedet koldt i den solrige og varme spanske finale på Jaramabanen ved Madrid, hvor han vandt årets europamesterskab for Super Trucks.
Selvom resultaterne fra Harri Luostarinens nærmeste konkurrenter Markus Oestreich og Gerd Körber overhovedet ingen indflydelse havde på titlens placering, havde de to tyskere alligevel nogle indbyrdes opgør. De endte med, at Markus Oestreich vandt sølv og dermed beviste, at hans eminente resultater med tre sejre på Zolder ikke var et enestående tilfælde.
Gerd Körber, der havde været den ledende figur i den samlede pointstilling i adskillige runder, slog heller ikke rigtig til i finalen. Derfor måtte han lade sig nøje med bronzemedaljen.
Harri Luostarinens vej til den afsluttende triumf var en enkelt sejr og tre andenpladser. Men fordi han i hvert enkelt race kom i mål foran både Markus Oestreich og Gerd Körber, blev titlen sikret med en marginal på 35 point til nærmeste konkurrent.
Således sluttede Markus Oestreich af med hhv. en anden-, en tredje- og to fjerdepladser. Modsat tabte Gerd Körber kampen om både guld og sølv med mådeholdne resultater som nummer tre og fire i lørdagens opgør, og hhv. niende- og syvendepladser i søndagens opgør.
Til gengæld overraskede Markus Bösiger ved at vinde sin første sejr nogensinde, ligesom Alain Ferté slog til med to sejre før deadline.
Slutstilling
Super Trucks 1)Harri Luostarinen, Finland, Caterpillar, 393 point. 2) Markus Oestreich, Tyskland, Mercedes Benz, 358 point. 3) Gerd Körber, Tyskland, MAN, 353 point. 4) Ludovic Faure, Frankrig, Mercedes Benz, 321 point. 5) Steve Parrish, England, Mercedes Benz, 307 point. 6) Alain Ferté, Frankrig, MAN, 290 point. 7) Antonio Albacete, Spanien, MAN, 272 point. 8) Markus Bösiger, Schweiz, MAN, 213 point. 9) Stan Matejovsky, Tjekkiet, Tatra, 108 point.
Race Trucks 1)Noel Crozier, Frankrig, MAN, 474 point. 2) Heinz Werner Linz, Tyskland, Mercedes-Benz, 419 point. 3) Lutz Bernau, Tyskland, MAN, 393 point. 4) Jochen Hahn, Tyskland, Mercedes-Benz, 327 point. 5) Daniel Landa, Tjekkiet, Sisu, 284 point.
Producenternes Cup 1) MAN, 149 point. 2) Mercedes-Benz, 107 point. 3) Caterpillar TRD, 81 point.