Kørte med 24 % overlæs - uden kørekort!
»Tallene er absolut ikke noget at glæde sig over,« siger politikommissær Asger Lund Kristensen, Rigspolitiets Færdselsafdeling København om gårsdagens landsdækkende tungvognskontrol.
Færdselspolitiet på Fyn kan kun give kommissæren ret. Ved Nr. Aaby på Vestfyn stoppede politiet en lastbil med 24 procent overlæs. Havde der været seks procent mere, ville det have kostet chaufføren kørekortet betinget. Altså hvis han havde været i besiddelse af et, men det var ikke tilfældet. Han havde aldrig erhvervet førerbevis til lastbil.
Samme sted stoppede politiet en fem ton lastbil, efter at farten var målt til 124 km i timen. Det koster til gengæld chaufføren en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på ikke under 4000 kroner.
Kontrollen i tal
I alt blev der gennemført kontroller 26 steder i landet af politiet med assistance fra Statens Bilinspektion. 1432 køretøjer blev vinket ind til siden, og der blev noteret 515 forseelser og udfærdiget 444 rapporter.
12 blev noteret for bremsefejl, fordelt med tre på lastbiler, fem på påhængsvogne og fire på sættevogne. De tekniske mangler er opgjort til 55, fordelt med 51 på lastbiler, tre på påhængsvogne og én på en sættevogn.
Fem vogntog var ulovligt sammenkoblet, og en enkelt lastbil kørte med udstyr, som ikke var godkendt. 44 køretøjer havde dimensionsfejl. De var fordelt med 19 på lastbiler, én på en påhængsvogn, to på sættevogne og 22 på vogntog.
45 overlæs
Overlæs/akseltryk talte med 45 i statistikken. De 35 var på lastbiler, et var på en påhængsvogn. De sidste ni var på sættevogne. Tre blev noteret for fejl ved belæsning/fastgørelse. Heraf var de to på lastbiler og den tredje på en sættevogn.
Fem lastbiler og en bus havde ikke erhvervet tilladelser. Otte blev stoppet for ikke at medbringe tilladelser. Det var seks lastbiler og to busser. To lastbiler og en bus medbragte ikke øvrige påkrævede attester.
Tre blev stoppet uden at have erhvervet kørekort. 101 lastbiler og én bus havde overtrådt køre-hviletiden. Der blev konstateret 34 fejl ved kontrolapparater, fordelt med 32 på lastbiler og to på busser.
Mange køreforbud
42 lastbiler blev noteret for hastighedsovertrædelser. 152 får en hilsen for det, der hedder ”andet.” Det dækker blandt andet over vognmandens objektive ansvar, og tallene var fordelt på 130 lastbiler, fire påhængsvogne, 13 vogntog og fem busser.
Ni nummerplader blev inddraget, fordelt med tre på lastbiler, fem på påhængsvogne og én på en sættevogn.
65 lastbiler, én påhængsvogn, én sættevogn, otte vogntog og tre busser fik på stedet køreforbud. Endelig blev 13 lastbiler, tre påhængsvogne og to sættervogne indkaldt til syn.
Hårde tider
»Det positive er, at der ikke blev taget chauffører med promiller i blodet. Det er nu også sjældent, at det sker, og det kan vi glæde os over. Det negative er til gengæld, at i sammenligning med tidligere kontroller i år så er der ikke rokket en døjt ved resultatet til det bedre,« konstaterer politikommissær Asger Lund Kristensen.
»Vi har den idé, at når tallene ser ud, som de gør, og at tingene ikke bliver bedre, så har det noget at gøre med, at vognmandsbranchen er trængt, og at der konkurreres på livet løs ude på vejene - med lovlige eller ulovlige midler,« mener politikommissæren.
Sammenlignes resultatet fra de afholdte kontroller i år med tallene fra hele 1999, så er der i år en stigning i bremsefejl, dimensionsfejl, en ikke ubetydelig stigning i antallet af overlæs og en meget markant stigning af køre- hviletidssager.
»Når der er en stigning i overtrædelser af køre-hviletid, er det logisk, at der også udstedes flere køreforbud end tidligere,« siger Asger Lund Kristensen.