23948sdkhjf

Nyt firma satser på specialtransporter

Tidligere medarbejder hos B.K. Transport i Galten har startet eget firma for kran- og maskintransporter.

»Når store firmaer bliver alt for store, er der altid kunder, som falder fra. Derfor er jeg sikker på, at der er et marked til os.«

Det siger manden bag et nyt firma inden for special- og sværgodstransport, Brian Larsen, Hedensted. Han har netop etableret firmaet ATV Kran- og Maskintransport på Gjesagervej 45 i Hedensted.

ATV råder over syv biler, og to mere er på vej. Hertil kommer kraner i størrelsesordenen fra 10 til 115 tonmeter samt alt i moderne løfte- og baksegrej.

»Der er ikke meget i en fabrikshal, som vi ikke er i stand til at flytte,« siger vognmand Brian Larsen og understreger, at det bl.a. er maskinflytninger, firmaet vil satse på.

Seks år hos B.K.

Brian Larsen er dog ikke nystartet som vognmand. I februar 1998 købte han Autotransport Vejle med et par ældre bjærgningsbiler, men hans plan har hele tiden været at satse på specialtransporter.

Det med specialtransporterne er ikke tilfældigt, for vognmanden fra Hedensted var i seks år chauffør hos et af landets kendte firmaer inden for special- og sværgodstransport, B.K. Transport i Galten. Dette firma blev i sommeren 1999 solgt til DSV.

Også et andet kendt firma, Jørgen Bøje ApS fra Horsens solgte for knap et år siden sin kranafdeling fra til OM Transport A/S, ligeledes Horsens.

Chauffører fra Bøje

Overtagelsesforretninger giver som regel lidt uro i geledderne, så nogle chauffører søger nye græsgange. Det er også sket i dette tilfælde, hvor det er lykkedes Brian Larsen at få ansat nogle kranchauffører, der tidligere arbejdede hos Jørgen Bøje ApS.

»Inden for specialtransporter er det i høj grad de enkelte chauffører, og ikke firmaet som sådan, der har ekspertisen,« mener Brian Larsen.

ATV’s vognpark er sammensat, så firmaet også har mulighed for at køre ganske almindelig eksportkørsel.

»Målet er at kunne koncentrere os om specialtransporter. Indtil da er det godt at kunne tilbyde anden kørsel. Men vi har helt bevidst valgt kun at køre eksport, så kolleger, som vi samarbejder med herhjemme, ikke behøver at frygte, at vi vil kapre deres kunder,« understreger Brian Larsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062