23948sdkhjf

Elvin J. havde ikke håndsret over løsøre

Elvin Jensen mener stadig, at han handlede i god tro, da han inden konkursen fjernede ting, som tilhørte Hammer Trans ApS, men sådan spiller klaveret ikke, siger uvildig advokat.

Som tidligere nævnt i artikelserien om fhv. vognmand Elvin Jensen, så er der uenighed om, hvorvidt han havde ret til at fjerne en række effekter fra Hammer Trans ApS i Padborg om formiddagen den 26. november 1999, få timer inden selskabet blev erklæret konkurs.

Der findes en overdragelsesaftale fra samme dag mellem Elvin Jensens to selskaber, Hammer Trans ApS og HZ Transport ApS. Men selv med den i hånden kan Elvin Jensen ikke påstå, at han havde ret til at fjerne blandt andet kødkroge fra boet i Hammer Trans ApS.

»Det står ikke nogen steder i aftalen, at jeg skulle overtage tingene, men på den anden side står der heller ikke, at jeg ikke skulle. Overdragelsesaftalen blev indgået mellem kurator Ole Krogsgaard, Statoil og Finans Nord, og jeg handlede derfor i god tro,« siger Elvin Jensen.

Har ret i én ting

I sin påstand kan Elvin Jensen have ret i én ting. I aftalen står der ganske rigtigt ikke ét ord om, at han skal overtage effekterne. Men at det ikke står der, giver ifølge advokat Anders Hjulmand, Aalborg, ikke Elvin Jensen ret til at antage, at tingene overgår til HZ Transport ApS.

Elvin Jensen har selv forklaret, at han for 195.000 kroner overtog nogle medarbejderforpligtigelser. De er sagen uvedkommende. Til gengæld overtog han nogle aktiver for 30.000 kroner, ifølge sin egen forklaring. Eller rettere sagt - nogle aktiviteter.

Elvin Jensens aftale

Overdragelsesaftalen lå mellem de papirer, som Elvin Jensen overlod Lastbil Magasinet i forbindelse med vores besøg hos ham den 11. september. Af aftalen fremgår det endog meget klart, hvad det er, han har betalt de 30.000 kroner for. Alt er nemlig nøje beskrevet i aftalens punkt 2.

Punkt 2: "Overdragne aktiver"

Punkt 2.1: "Overdragelsen omfatter samtlige Sælger (boet efter Hammer Trans ApS, red.) tilhørendende aktiviteter vedrørende den af Sælger drevne Virksomhed som nærmere specificeret nedenfor under pkt. 2.2 - 2.3. Aftalen omfatter ikke aktiver, der ikke er angivet i pkt 2.2 - 2.3.

Punkt 2.2: "Køber (HZ Transport ApS, red.) overtager samtlige Sælgers forretningstegn, goodwill, kundekartotek samt navnet "Hammertrans." Sælger er således forpligtet til snarest muligt og senest otte dage efter overdragelsesdagen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at anmelde navneændringen.

Punkt 2.3: Med forbehold for ordregivers accept overtager Køber den af Sælger optagne, men ikke effektuerede, ordrebeholdning, herunder igangværende arbejder. Sælger overgiver Køber alt nødvendigt materiale vedrørende ordrebeholdningen og igangværende arbejder.

Punkt 2.4: Parterne er enige om, at værdien af de i pkt. 2.2 - 2.3 angivne aktiver andrager kr. 30.000.

Løsøre ikke nævnt

Af ordlyden fremgår det klart, at ikke nævnte aktiver ikke indgår i aftalen. Netop derfor afviser advokat Anders Hjulmand, at Elvin Jensen kan påberåbe sig retten til en dieseltank, kødkroge, paller, "juletræer" samt andre effekter, som ifølge en af hans tidligere chauffører, Jan Christensen blev transporteret væk 26. november på Elvin Jensens ordre - vel at mærke inden konkursen.

Sagen er i øvrigt ved at gå rettens gang, fordi Elvin Jensen i Skifteretten 8. maj sagde, at Jan Christensen lyver om, hvilke effekter, der blev fjernet på konkursdagen.

Det fik Jan Christensen til at melde Elvin Jensen til politiet for at afgive falsk forklaring i Skifteretten samt for bagvaskelse.

Jan Christensen har et vidne på sin forklaring. Det er truckfører Johnny Jensen, Padborg. Om ham sagde Elvin Jensen i en tidligere artikel til Lastbil Magasinet, at truckføreren havde et alkoholproblem og derfor ikke var helt troværdig.

»Jeg mener nok, at jeg både kan huske og passe mit arbejde, så det må stå for Elvins regning,« siger Johnny Jensen. Han mener også, at den påstand siger mere om Elvin Jensen, end den gør om ham.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078