Servicechef har jubilæum
Oktober 1960 blev begyndelsen til en spændende karriere for Jørn Hansen, der efter endt læretid i Flensborg blev ansat som mekaniker ved MAN-importøren Chr. P. Barsøe i Aabenraa, som i 1938 havde åbnet værksted, og som sammen med William T. Lindberg i Esbjerg havde serviceansvaret for MAN i Danmark.
I 1964 flyttede Jørn Hansen til Chr. P. Barsøes nyåbnede værksted i Roskilde, hvor han arbejdede i knap 12 år.
I 1976 gik det igen tilbage til Sønderjylland, hvor Jørn Hansen nu blev driftsleder for det nystartede værksted i Padborg for firmaet DAN MAN, der havde overtaget import-rettighederne efter Chr. P. Barsøe i Aabenraa.
I 1979 blev Jørn Hansen udnævnt til servicechef, og som eneste medarbejder i serviceafdelingen havde han nok at se til.
I maj 1980 overtog MAN firmaet efter DAN MAN og dannede firmaet MAN Last og Bus A/S.
MAN Last og Bus A/S voksede sig meget hurtigt stor, og i november 1987 rykkede man teltpælene op for at flytte hele importselskabet til Glostrup. Mange af medarbejderne fulgte – ligesom Jørn Hansen med familie – med til Sjælland. I dag beskæftiger serviceafdelingen 9 medarbejdere.
I anledning af jubilæet holdes der reception for husets venner og forretningsforbindelser fredag d. 27. oktober kl. 14.30-16.30 på adressen Farverland 7 i Glostrup.