DTL kan ikke røre Andresen
»Der skal ikke herske tvivl om, at havde Andreas Andresen været medlem af DTL, var sagen om ulovlig brug af russere til cabotagekørsel kommet ind under de etiske regler. De er nemlig ikke bare et stykke glittet papir, som vi har vedtaget, og vi har stadig hår nok på bryset til at ekskludere medlemmer, som ikke overholder reglerne.«
Sådan siger formand Kaj Nielsen, efter at Padborg-sagen i går var på bordet ved bestyrelsesmødet i DTL.
Han siger også, at DTL efter at have undersøgt sagen kan konstatere, at forløbet er, som Lastbil Magasinet beskev på hjemmesiden i sidste uge.
To selskaber
Andreas Andresen har tidligere været medlem af DTL, men da selskabet blev splittet op, og vognmandsdelen kom til at hedde SST, meldte Andreas Andresen sig ud af DTL, mens SST fortsat er medlem.
»Det er den konstellation, man ser i selskaber, og jeg tror da ikke, det er noget, der er gjort, fordi man bevidst spekulerer i svindel og humbug,« mener Kaj Nielsen.
Han pointerer, at DTL så i øvrigt har overgivet sagen til Færdselsstyrelsen.
Straf nok
Til gengæld er Andreas Andresen medlem af Dansk Speditørforening. Formand Bjarne Steffensen sagde i sidste uge, at foreningen træder vande i sagen, og det blev i går understreget af foreningens direktør Torben Holm.
»To bøder er vel straf nok. Det er ikke mit umiddelbare indtryk, at nogen i foreningen vil gøre noget. Vi skal også passe på ikke at overreagere. Hvis det er tre hastighedsbøder næste gang, skal det så også begrunde, at vi sanktionerer yderligere oveni bøden,« spørger direktøren.
25. oktober skal der være bestyrelsesmøde i Dansk Speditørforening. Torben Holm regner ikke med, at Andreas Andresen kommer på dagordenen som et specielt punkt:
»Men vi vil nok drøfte sagen, men som sagt tror jeg ikke, at vi vil sanktionere. Vi tager afstand fra hændelsen, men fordi det sker et par gange, farer vi ikke ud med bål og brand,« siger Torben Holm.