Udvidelse af vaskehal på DTC
DTC-Lastvognsvask har netop installeret en ny Kleindienst vaskemaskine i hal 4. Dermed har vaskehallen i Danmarks Transport Center en vaskekapacitet på ca. 8 biler i timen.
»Vi ved af erfaring, at efterspørgslen efter vask stiger med ca. 25% i efterårsmånederne. Men da vore tre maskiner stort set har nået maksimumkapaciteten allerede her i sommer, var det nødvendigt at øge mulighederne. Ifølge Kleindienst er vi nu den største enkeltudbyder af lastvognsvask i Europa,« fortæller direktør Klaus Nielsen fra DTC-Lastvognsvask.
Direktøren oplyser, at der vaskes stadig flere kødkroge i hallen.
»Vi har derfor nyindrettet et højlager til færdigvaskede kroge og skinkeophæng - de såkaldte juletræer,« siger han.
Udviklingen er ifølge direktøren gået så stærkt, at man løbende har måttet udbygge de eksisterende bygninger. Seneste udvidelse er et maskinhus, der har medvirket til en forbedring af arbejdsmiljøet, idet aggregaterne til de dieseldrevne højtryksrenserne nu befinder sig i lydtætte rum.
»Næste skridt bliver formentlig en udvidelse af chauffør- og mandskabsfaciliteterne, samt opførelse af et særskilt afsnit til vask af kødkroge,« siger Klaus Nielsen.