Færre økopoint
EU-medlemslandene er blevet enige om at reducere antallet af økopoint med 1,1 mio. stk. fordelt over de kommende år.
Reduceringen er udover, hvad der allerede er aftalt i den oprindelige økopointaftale. Denne aftale blev i starten af 1990'erne indgået mellem Østrig og EU, og regulerer transittrafikken gennem Østrig via et særligt miljøpointsystem.
Årsagen til EU's drastiske beslutning er, at økopointaftalen indeholder en bestemmelse om, at såfremt transitomfanget via Østrig stiger med mere end 8% i forhold til 1991, skal antallet af økopoint beskæres udover det allerede aftalte.
Denne bestemmelse medfører derfor nu, at vognmænd fra Tyskland, Østrig, Italien, Belgien og Grækenland får reduceret deres økopoint med i alt 1,1 mio. point.
Eksportvognmændenes organisation ITD understreger, at Danmark ikke berøres af denne yderligere nedskæring. Det skyldes bl.a., at danske vognmænd har et registreret lavt
gennemsnitlig økopointforbrug pr. transitkørsel. Antallet af danske økopoint vil dog blive beskåret næste år som en del af aftalen om, at antallet af økopoint fra 1992 til 2004 skal beskæres med i alt 60%.