Certifikat hænger i en tynd tråd
Tre ud af fire forespurgte virksomheder, der står for ISO certificering på det danske marked, mener, at der er bud efter Andreas Andresens ISO 9002-certifikat, efter at Lastbil Magasinet har afsløret, at firmaet har benyttet russere til cabotagekørsel i Danmark.
Et certifikat er nemlig lig med et håndslag på, at virksomheden vil overholde lovens bogstav.
»Love, regler og myndighedskrav inden for branchen skal overholdes. Og når virksomheder bliver certificeret, underskiver man en erklæring om, at man dels vil overholde normerne i standarden og dels vil drive virksomhed ifølge de gældende lovkrav på området.«
Sådan siger ledende auditor Lars Hansen, Norsk Veritas Aalborg. Han mener derfor, at Andreas Andresen A/S, Padborg, kan få store problemer med at beholde virksomhedens ISO certifikat efter afsløringen af ulovlighederne.
»Visse dele af ISO standarden er lovkrav, og i niveau 1 står der direkte, at lov og myndighedskrav skal opfyldes. Sker det ikke, kan certifikatet i værste fald inddrages,« mener ledende auditor ved Dansk Standard, Walter Dalhof, Aalborg.
Han mener, Padborg-eksemplet er et af de grovere, som må få konsekvenser for virksomheden.
Tøvende holdning
Andreas Andresen er certificeret hos Bureau Veritas Denmark A/S (BVQI). Her ser man i første omgang med knap så stor alvor på situationen hos Padborg-firmaet.
»Vi blander os ikke i, hvilken nationalitet der leverer en given vare til kunden, bare den kommer frem ifølge standarden i certificeringen,« siger ledende auditor Kristian Glæsel, BVQI Fredericia.
Han mener så i øvrigt, at det er politiets opgave at tage sig af ulovligheder på vejene.
Foreholdt om det så betyder, at man som certificeret virksomhed ikke skal overholde de love, der er på de samme veje, svarer Kristian Glæsel: »Hvis lovovertrædelserne medfører, at den certificerede ikke kan udføre det arbejde, han har påtaget sig, så er det selvfølgelig i strid med vores regler og kan påtales.«
Benhård forretning
»Jeg vil ikke så gerne stå frem med navn, fordi Bureau Veritas er en af vore konkurrenter. Men det, der er sket i Padborg, er i strid med loven, og Andreas Andresen skrev under på, at virksomheden ville overholde loven, da virksomheden blev certificeret, så jeg mener, Bureau Veritas skal gribe ind,« siger en anonym auditor fra et udenlandsk firma, som har certificeret adskillige danske virksomheder i transportbranchen.
Samme anonyme auditor kan finde mindst én god grund til, at BVQI ikke er varm på at foretage sig noget.
»Du må huske på, at certificering handler om benhård forretning. Hvis bureauet smider en kunde ud, mister det måske 15.000 til 25.000 kroner pr. halvår. Kort sagt: for hver certificeret kunde vi mister, mister vi også indtægt,« siger han.
Kan selv komme i klemme
Alligevel synes auditoren, at det her er så alvorligt, at BVQI selv kan komme i klemme, fordi selskabet også skal holde sig inden for bestemte regler.
»Når BVQI bliver opmærksom på, at en af kunderne overtræder loven, så har bureauet pligt til at gribe ind. Det står der også i reglerne, ellers kan der rent faktisk klages til myndighederne over bureauet, og så har BVQI pludselig også selv et problem,« mener den anonyme auditor, der tilføjer, at det bliver en interessant sag at følge.
Sagen om Andreas Andresens ulovlige cabotagekørsel er i øvrigt med på bestyrelsesmødet i DTL i morgen.