DTL reagerer kontant
Ifølge direktør Michael Svane, DTL, bliver et af punkterne på dagsordenen på tirsdagens bestyrelsesmøde en orientering om tranport- og speditionsfirmaet Andreas Andresens ulovlige brug af russere til indenrigskørsel.
Allerede nu er organisationen i fuld gang med at undersøge forholdet, og formand Kaj Nielsen udtalte forleden til Lastbil Magasinet, at DTL har tænkt sig at leve op til de etiske regler, som blev vedtaget på generalforsamlingen i foråret.
Om firmaet, der har forbrudt sig, er stort eller lille, det får ifølge formanden ingen betydning.
Det kontante udspil fra DTL står i kontrast til meldingen fra Dansk Speditørforening. Her udtalte formanden onsdag til Lastbil Magasinet, at Andreas Andresen ikke er så meget på kollisionskurs med foreningens etiske regler, at bestyrelsen af egen drift vil gribe ind.