Positivt møde med Stavad
»Jeg er ikke i tvivl om, at mange vognmænd føler sig meget klemt, og jeg håber, at de nu oplever, at vi tager deres problemer alvorligt. Men det er at stille forventningerne for højt at regne med, at vi kommer med en løsning på tirsdag, som får alle til at klappe i hænderne.«
Det sagde skatteminister Ole Stavad sent i går aftes til Lastbil Magasinet efter et mere end to timer langt møde med ledelsen i Dansk Transport og Logistik.
Stavad kom susende direkte fra et EU-valgmøde i Sønderborg til Odense Congress Center, hvor han blev modtaget af DTL’s formand Kaj Nielsen, næstformand Anker M. Jensen direktørerne Michael Svane og Eno Hausner Andersen fra DTL, samt direktør Jens Iwer Petersen og vicedirektør Bent Holm Jørgensen fra ITD.
Liste med 25 punkter
Før mødet sagde direktør Michael Svane til Lastbil Magasinet, at DTL går efter en løsning i stil med den, man har opnået i Holland.
»Det betyder, at vognmændene skal have lettelser her og nu i form af kroner og øre. Og derefter skal der forhandles om en mere langsigtet løsning, der skal være på plads inden årets udgang. Vi har en liste med 25 punkter, vi gerne vil drøfte med skatteministeren,« sagde Michael Svane.
Efter over to timers drøftelser i mødelokale 6 i Odense Congress Center kunne skatteministeren og DTL-formanden bekræfte, at der bliver et nyt møde på tirsdag den 3. oktober sammen med trafikminister Jacob Buksti. Forinden holdes der flere møder på embedsmandsplan.
»Og så vil jeg tage en snak med et par ministerkolleger om vognmændenes problemer. Det har jeg ikke rigtig haft mulighed for på grund af EU-valgkampen,« sagde Ole Stavad.
Skal holde sig i ro
Mødet på tirsdag finder sted dagen før den berammede vognmandsaktion, hvor 55 lastbiler kommer kørende til Christiansborg. Kaj Nielsen siger, at aktionen finder sted uanset resultatet af mødet på tirsdag.
Både skatteministeren og formanden understregede, at en forudsætning for, at der holdes et møde tirsdag er, at vognmændene holder sig i ro og undlader spontane aktioner, som det er set i andre lande.
»Jeg deltager ikke i forhandlinger »under trusler«. Havde der været aktioner undervejs i forhandlingerne ligesom i andre lande, så havde jeg da snakket pænt med DTL, men jeg ville ikke have spillet ud med noget som helst,« sagde Stavad og bekræftede dermed, at der foregår seriøse forhandlinger med kød på.
Godt forhandlingsklima
»Jeg er blevet meget klogere.« Det sagde skatteministeren efter mødet med DTL-toppen, hvor Stavad havde benyttet lejligheden til at takke for “et godt klima” under hele forhandlingsforløbet.
»Begge parter har reelle hensigter med forhandlingerne, og det er ret vigtigt. Vi har haft et meget positivt og åbenhjertigt møde, hvor vi har givet hinanden lov til at tænke højt, og der er blevet vendt mange sten,« sagde skatteministeren, som bekræftede, at man dels kigger på den akutte situation, dels på en mere langsigtet løsning på branchens strukturproblemer.
»Men jeg kan ikke kommentere på konkrete ting,« understregede Ole Stavad efter mødet i Odense, som både han og Kaj Nielsen betegnede som »et midtvejsmøde”.