Transportministre vil ikke lette afgifterne
Den dyre dieselolie får ikke EU til at love lavere afgifter. På et møde onsdag diskuterede EU’s transportministre de stadig stigende olieprisers betydning for transportmarkedet.
Ministrene og EU’s transportkommissær Loyola De Palacio erkender, at det nuværende prisniveau og de voldsomme udsving i olieprisen har stor betydning for de europæiske transportører.
Ministrene opfordrer til, at EU bruger sin indflydelse som storkunde til at formå de olieeksporterende lande i OPEC til at skrue op for hanerne, så udbudet af olie kommer i bedre balance med efterspørgslen. Samtidig skal der fremover være en bedre og tættere dialog mellem EU og OPEC, siger ministrenee.
Vil holde øje med karteller
Transportministrene går også efter olieselskaberne og beder derfor EU-Kommissionen om at holde bedre øje med mulige karteldannelser eller lignende, der måtte bidrage til voldsomme stigninger i oliepriserne.
Herudover vil ministrene både fremme godstransport på jernbane og kombinerede transporter, og man vil satse på ny teknologi, der både er mere effektiv, miljøvenlig og udnytter alternative brændstoffer.
Desuden anbefaler transportministrene, at der etableres et nyt europæisk forum, hvor alle involverede parter - virksomheder, chauffører, transportører, kunder, eksperter med flere - går sammen for at se på branchens konkurrenceevne og eventuelle strukturproblemer, der skal justeres.
IRU er rystet
Ministrene manglende handlekraft her og nu ryster de europæiske transportørers organisation, IRU.
Den europæiske vognmandssammenslutning fastholder, at der er brug for reelle løsninger på nationalt plan, så brændstofafgifterne nedsættes, oliereserverne bruges, olieproduktionen sættes op og olieselskabernes fortjenester bliver undersøgt.
IRU frygter, at stigningerne i oliepriserne medfører inflation og virksomhedslukninger, ligesom transportørernes høje kvalitet risikerer at gå fløjten. Desuden risikerer de mange gode miljøforbedringer at lide skade, mener den europæiske vognmandssammenslutning.