23948sdkhjf

Flere kroner i lønposen: 20.000 chauffører og terminalarbejdere har fået fornyet overenskomsten

ATL og 3F Transport har onsdag morgen indgået en aftale om en treårig overenskomst. Aftalen, som vedrører den største overenskomst på vejgodstransportområdet, omfatter 20.000 lastbilchauffører, eksportchauffører, lager- og terminalarbejdere, flyttemænd og skraldemænd.

Aftalen følger langt hen ad vejen gennembrudsforliget på normallønsområdet, der i weekenden blev indgået mellem DI og 3F Transport.

»Det er et forsvarligt forlig, som har fokus på behovet for fleksibilitet i transportvirksomhederne. Transportbranchen er præget af hård konkurrence, og vi har fundet en god balance, der både sikrer konkurrenceevnen og giver pæne lønstigninger til medarbejderne,« siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Timelønnen stiger med 3,20 kr. i år og næste år. I 2022 stiger timelønnen med 3,15 kr. Den særlige opsparing (fritvalgskontoen) stiger med 1 procentpoint om året, så den i 2022 er på i alt 7 pct. af medarbejderens ferieberettigede løn.

»Det er en væsentlig forbedring, at den særlige opsparing kan udbetales løbende i stedet for to gange om året. Mange chauffører vil gerne have opsparingen som løn, og så giver det god mening, at den bliver udbetalt løbende,« siger Lars William Wesch.

Med aftalen bliver det muligt at afregne ferie i timer. Det giver større fleksibilitet. En anden nyskabelse er 8 ugers øremærket forældreorlov til den forælder, der ikke holder barselsorlov.

Når det gælder efteruddannelse, bliver det nemmere at få lavet en kompetencevurdering.

Det beløb, der afsættes til lokal lønfastsættelse, stiger i perioden. ATL’s direktør mener, at det er vigtigt for at fremme den lokale dialog om lønfastsættelsen.

Hovedelementerne i aftalen mellem 3F Transport og ATL om en ny treårig overenskomst gældende fra 1. marts 2020 til 1. marts 2023:

- Normallønsatsen stiger med 3,20 kr. pr. 1. marts 2020, 3,20 kr. pr. 1. marts 2021 og 3,15 kr. pr. 1. marts 2022.

- Genetillæg stiger med 1,6 pct. pr. år.

- Betalingssatserne til elever og lærlinge stiger med 1,7 pct. pr. år.

- Bidraget til særlig opsparing (fritvalgskonto) stiger med 1 procentpoint pr. år, så det pr. 1. marts 2022 udgør i alt 7 pct. af medarbejderens ferieberettigede løn.

- Flere muligheder for at vælge afregning af særlig opsparing, herunder kan hele beløbet aftales afregnet løbende mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

- Forbedrede og mere fleksible muligheder for realkompetencevurdering.

- Bedre muligheder for at gennemføre en kompetencevurdering og uddannelse i forbindelse med afskedigelse.

- Parterne øger den del af lønstigningen, som de lokale parter selv kan disponere over til for eksempel produktivitetsfremmende lønsystemer. Samtidig vil parterne understøtte de lokale parters brug af lokalløn.

- Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under orlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger. Af de 16 uger har den forælder, der afholder barselsorloven, ret til at holde fem uger. Den anden forælder har ret til otte uger, og de resterende tre kan deles mellem forældrene.

- Perioden, hvor sygemeldte medarbejdere modtager sygeløn fra arbejdsgiveren, forlænges med 2 uger og medarbejdere med 3 års anciennitet nyder en særlig beskyttelse mod opsigelse.

- Medarbejdere får fremover ret til en ekstra fridag, hvis deres barn er sygt mere end en dag. Derudover får medarbejdere ret til frihed, når de skal deltage i lægebesøg sammen med deres barn. Medarbejderen kan i begge tilfælde vælge at få udbetalt et beløb fra særlig opsparing i forbindelse med friheden.

- Virksomheder, der vælger at lade sig omfatte af en overenskomst ved at melde sig i DI, og som ikke har en særlig opsparing i forvejen, vil fremover kunne finansiere en del af bidraget til overenskomstens særlige opsparing inden for deres eksisterende lønomkostninger, så det bliver mere attraktivt for nye virksomheder at blive en del af den danske model.

- Ny-indmeldte virksomheder har ligeledes mulighed for at få optrapningsordning med særlig opsparing og pension på op til tre år til virksomhederne, før de skal afregne fuldt bidrag. Ligeledes kan virksomheder, der ikke tidligere har været omfattet af bidragsordning til fonde, vente med at betale til deres andet medlemsår.

- Medarbejdere, der vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen, vil fremover få bedre mulighed for at få deres pensionsbidrag udbetalt som løn. Samtidig får elever og lærlinge ret til pension allerede fra det 18. år.

- Arbejdsmiljørepræsentanternes opgaver og funktion på virksomhederne er styrket blandt andet i forbindelse med udnyttelse af ny teknologi og den grønne omstilling.

- Fokus på samarbejde og dialog på alle niveauer mellem ledelse og medarbejdere om den grønne omstilling, et arbejdsmarked i forandring og ny teknologi - for eksempel selvkørende lastbiler.

- Parterne vil i fællesskab afdække udviklingen i de forskellige ansættelsesformer inden for transportbranchen og bl.a. drøfte, hvad det betyder for virksomhedernes tilrettelæggelse af arbejdet og medarbejdernes tryghed i ansættelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125