23948sdkhjf

Advarer: 11 kg-reglen kan føre til øget omlastning fra lastbiler til varebiler

Kommentar fra vognmandsorganisationen ITD til denne artikel:

Det var planen, at Folketingets transportudvalg tirsdag den 19. april skulle have afholdt en høring om fjernelse af den såkaldte 11 kg-regel. Reglen betyder, at varebiler, der kører med godsenheder på under 11 kilo, ikke er underlagt de samme krav til uddannelse til vognmanden og chaufførerne, som gælder for lastbiler.

Men høringen om 11 kilos reglen er nu aflyst til fordel for en arbejdsgruppe, der skal foreslå løsninger på problemerne med reglen. Her vil ITD vil argumentere for at få reglen helt afskaffet.

-Vi mener, at 11 kg-reglen er med til at skævvride transportmarkedet og kan føre til en øget omlastning fra lastbiler til varebiler, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, siger Jens Hvid Bang, politisk chefkonsulent i ITD. Men det er ifølge brancheorganisationen ikke det eneste problem med reglen.

ITD ser frem til arbejdet, men opfordrer til, at arbejdsgruppen kigger mere grundigt på varebilsområdet, hvor reglerne ifølge ITD halser håbløst bagefter.

-Myndighederne har klart meldt ud, at reglen ikke kan håndhæves, og derfor har vores opfordring til politikerne været, at 11-kilos-reglen blev skrottet, så der kan sikres fair konkurrencevilkår mellem varebiler og lastbiler, siger Jens Hvid Bang.

ITD er glade for, at transportministeren nu vil arbejde videre med at finde løsninger. Men der bør også være mulighed for at se på andre regler i godkørselsloven samt de lange ventetider på godskørselstilladelser.

- Hvis 11 kg-reglen ikke bliver skrottet, så vil vi i fremtiden blot se, at mange af de problemer, som lastbiltransportbranchen har kæmpet med, vil flytte mere og mere over i varebilerne. Og så vil politikerne have forsømt chancen for at få løst problemerne ordentligt, siger Jens Hvid Bang og fortsætter:

- Derfor vil det være helt oplagt, at arbejdsgruppen kigger mere grundlæggende på reglerne for godskørsel med varebiler, og det vil også være oplagt, at vi får kigget på godskørselsloven. Der må jo være en grund til, at en del af varebilssegmentet kæmper så meget imod at blive underlagt godskørselsloven, og vi oplever da også helt uhyrligt lange sagsbehandlingstider for blandt andet udstedelse af godskørselstilladelser. Det kan hverken varebiler eller lastbiler være tjent med.

ITD har udover en skrotning af 11 kg-reglen bl.a. tidligere foreslået, at der skal gælde de samme regler om dansk løn for udenlandske varebiler, der kører cabotagekørsel i Danmark, at politiet har et langt større kontroltryk af udenlandske varebilers cabotagekørsel i Danmark, samt at varebiler bliver underlagt de samme kørselsafgifter, som lastbiler bliver fra 2025.

- For ITD handler det om at få skabt lige konkurrencevilkår mellem lastbiler og varebiler, og det er udgangspunktet for vores deltagelse i arbejdsgruppen, siger Jens Hvid Bang.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063