23948sdkhjf

Ancotrans skovlede penge ind

Anders Nielsen og Co A/S (Ancotrans) har præsenteret sit årsregnskab. Og det har været et godt år for storvognmanden, fremgår det.

Hoved- og nøgletal for koncernen viser blandt andet, at årets nettoomsætning udgør 820,8 millioner kroner mod 693,2 millioner kroner sidste år. Resultat før skat er 30,2 millioner kroner mod 9,8 millioner kroner sidste år. Og efter skat landede resultatet på et overskud på 23,5 millioner kroner mod 7,5 millioner kroner sidste år.

Ledelsen i virksomheden udtrykker i årsrapporten ikke så overraskende tilfredshed med resultatet.

»Årets resultat lever til fulde op til forventningerne i årsrapporten for 2018 om en stigende omsætning og et bedre resultat før skat. Med en samlet omsætningsvækst på 127,6 mio. kr. og nu 7 kontorer fordelt på 4 lande, har koncernen levet op til strategien om at blive en større europæisk spiller.«

»Vores udenlandske selskaber i Tyskland, Sverige og Holland har alle realiseret omsætningsvækst og stigende resultater i forhold til sidste år og bidrager derfor i høj grad – i modsætning til sidste år – til det samlede resultat. Årets resultat er samlet set for koncernen tilfredsstillende.«


Corona vil koste


Coronavirussen har sat hele verden på den anden ende, og hos Ancotrans påpeger ledelsen, at corona også kommer til at påvirke dette års resultat . Driften i første kvartal af 2020 har udvist yderligere vækst i forhold til 2019. Men som følge af udbruddet af Coronavirus forventes dette ikke at fortsætte i resten af 2020, konstaterer ledelsen i sin rapport.

»I forhold til 2019 er det nu vores bedste skøn, at omsætningen i 2020 vil falde med 5% - 10%, og resultatet i 2020 vil falde med 40% - 50%.«

Virksomheden meddeler videre, at man siden udbruddet af Covid-19 har gennemført tiltag for at sikre medarbejdernes, kundernes og andre interessenters sundhed og sikkerhed, så virksomheden kan fortsætte sin drift i alle situationer.


Markedsleder


Ancotrans betegner sig som markedsleder inden for transport af containere på landjorden i Danmark og Tyskland. Der bliver fragtet gods til og fra terminaler i Danmark, Tyskland, Benelux og Sverige ved hjælp af en stor gruppe af indlejede vognmænd og med egne biler.

Virksomheden har cirka 750 lastbiler på vejene hver dag, hvoraf de cirka 100 er egne biler.

»Derudover opererer vi et containertog på daglig basis mellem Göteborg og Nässjö i Sverige. Koncernen råder over en flåde på ca. 1.700 chassiser og trailere,« lyder det.

 Egenkapitalen er yderligere forbedret og er på godt 66 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096