ATL’s ordinære generalforsamling og årsdag flyttes fra 26. maj til 9. september 2021. Bestyrelsen har besluttet at flytte begge begivenheder, da der fortsat er usikkerhed om eventuelle restriktioner og forsamlingsforbud.
- Mange vil være vaccineret i maj, og vi går mod forhåbentlig bedre tider. Alligevel er det svært at spå om situationen i maj i forhold til store fysiske arrangementer. Da vi vil gøre meget for at kunne tilbyde ATL’s medlemmer en god oplevelse i samvær med kollegaer, er det blevet besluttet at rykke generalforsamlingen og årsdagen til september, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.
I 2020 måtte ATL aflyse både årsdagen og et topledermøde.
- Ved at flytte arrangementerne i nogle måneder, er der større chance for, at vi kan mødes fysisk, og det trænger vi til. Vi glæder os til en festlig dag i september, hvor vi håber på stort fremmøde.
Generalforsamling og årsdag afholdes den 9. september på Hindsgavl Slot ved Middelfart.