23948sdkhjf

ATL’s formand: Anden bølge kan ramme os hårdere

»Vi har været igennem en første bølge, som var en sundhedskrise. Nu står vi overfor en økonomisk krise, en anden bølge, som kan vise sig at ramme os betydeligt hårdere,« advarer ATL’s formand Peter B. Jepsen.

I sin beretning på ATL’s generalforsamling, der blev afviklet online, understregede Peter B. Jepsen, at nogle virksomheder inden for transportbranchen er kommet godt igennem krisens første bølge.

»Andre har fået trukket store dele af omsætningen væk på rekordtid. Meget tyder desværre på, at vi ikke er på vej mod lysere tider lige med det samme.«

Formanden refererede til en medlemsundersøgelse, som ATL har gennemført. I den svarer seks ud af ti, at fremtiden ser dyster ud.

»Vi befinder os i en ny virkelighed, hvor meget få efterhånden kan vide sig sikre på, at omsætning og indtjening vil fortsætte uændret. Mange vil opleve kunder, der ikke kan betale, og kunder der lukker,« sagde Peter B. Jepsen.

I en tid med økonomisk nedgang er der mere end nogensinde brug for dygtig ledelse. 80 ledere fra medlemskredsen har allerede fået bevis på, at de har gennemført Transportens Lederuddannelse og flere er på vej. Som noget nyt tilbyder ATL en uddannelse til ejerledere.

»For bestyrelsen er det vigtigt, at vi kan tilbyde en ejerlederuddannelse af høj kvalitet – ikke mindst i en tid hvor der er brug for værktøjer til at udvikle virksomheden trods krise og svigtende kundegrundlag,« sagde Peter B. Jepsen.

Det er åbenlyst, at virksomhederne ikke bruger så meget tid på at ansætte nye medarbejdere i den nuværende situation. Det handler mere om at holde forretningen i gang og undgå fyringer. Men ATL’s formand opfordrer virksomhederne til at blive ved med at ansætte lærlinge og elever.

»Der kommer en tid efter coronakrisen. Vi får brug for mange nye kræfter – og vi ved alle, at de ikke kommer til branchen af sig selv. Så man bør tage det ansvar, hvor det er muligt, trods krise og udfordrende tider,« lød opfordringen fra Peter B. Jepsen.

Formanden for ATL beklagede i beretningen, at et stigende antal kommuner hjemtager indsamlingen af affald. Det sker, selv om der ikke er dokumentation for, at kommunerne kan løse opgaven billigere eller bedre.

»Den krise vi befinder os i lige nu, gør det ekstra aktuelt at sige: Husk de private leverandører. Det er helt afgørende, at offentlige indkøbere og udbydere ikke gør det til et mål at fjerne opgaver fra private virksomheder,« sagde Peter B. Jepsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063