23948sdkhjf

Bag om sejren i sandet

Den russiske lastbil-rallykører Andrey Karginov (44) vandt i januar Dakar-rallyet – seks år efter sin første triumf i det legendariske rally. Vi har mødt manden bag rattet i den hurtige rallylastbil:

 

To Kamaz-mandskaber sluttede på podiet i Qiddiya (byen i Saudi-Arabien, hvor Dakar 2020 sluttede), og en tredje Kamaz-lastbil blev nummer fire i løbet. Havde du forventet dette resultat på forhånd – særligt i dette første Dakar i ukendt arabisk terræn?

Hver gang vi tager afsted til løb, særligt til Dakar, som er den mest udfordrende konkurrence, tager vi afsted med bestemte mål. Det samme gør alle andre, alle vil opnå det bedst mulige resultat. For vores hold havde vi følgende opgave: at vinde løbet. Vi tog første-, anden- og fjerdepladsen. Resultatet var fremragende. Løbet var svært. Både vores rivalers fart og indimellem vores egen fart skabte bekymring om, hvorvidt køretøjerne og mandskaberne ville holde til det. Men igen fik vi bevist, at vi er et stærkt hold og kan vinde.

Hvordan sammenligner du Dakar i Sydamerika med Dakar i Saudi-Arabien? Var dette års rally mere eller mindre vanskeligt end forrige år – og hvorfor?

Der er fælles træk og, naturligvis, forskelle. Først og fremmest foregår Dakar, når det er sommer i Sydamerika, og vinter i Saudi-Arabien. På den ene side er Saudi-Arabien lidt bedre, fordi der ikke er den udmattende varme. Men om natten blev det meget koldt, næsten på frysepunktet. Mekanikerne måtte have meget varmt tøj på for at kunne gøre deres arbejde.

Den anden forskel er, at der ikke var nogen store højdeforskelle i løbet i Saudi-Arabien. Det gjorde det nemmere for både kroppen og køretøjerne, og motorerne føltes også at fungere bedre. Derudover var afstanden kortere, og det var lettere at tilpasse sig løbets omstændigheder. Men når det er sagt, var etaperne i Dakar 2020 meget forskellige. Der var hurtige passager, hvor vi kunne køre med topfart, og så var der sandede ruter med ørkener af varierende kompleksitet. Der var golde sektions og veje med store huller, ligesom farlige snoede veje langs floderne. Vi mødte alle de typer af terræn, som vi elsker i rallyløb.

Hvad er de primære årsager til jeres succes i år? Skyldes det jeres test forud for rallyet, egenskaberne i jeres Kamaz 43509, holdarbejdet, taktikken fra jeres holdleder Vladimir Chagin eller måske jeres Dongfeng Cummins 13-liters motor?

Man kan ikke nøjes med én forklaring. Holdet har masser af erfaring, og vi evaluerer holdets taktik hver dag. Vi træner intensivt i løbet af året. De løb, vi kører i løbet af året, bidrager også til vores resultater i Dakar. Både lastbilen og motorerne er pålidelige. Alle disse faktorer kombineret gav os et godt resultat.

Brugte du en automatgearkasse i år? Hvorfor, og kunne du lide det?

Ja, fra i år kørte alle fire hold med en automatiseret gearkasse. Sidste år var det kun to kørere, der valgte automatgear, mens de andre to – bl.a. mig – brugte manuelt gear. Jeg kørte for første gang med automatgear i Silk Way Rally (et russisk-asiatisk rally hver sommer). Dens største fordel er i ørkenen, i tungt sand, hvor det er nødvendigt at skifte gear konstant. Med manuelt gear er det mere vanskeligt, og du taber formentlig tid på det. Og hvis du skrider ud, er der klare fordele ved automatgear.

Kan du beskrive dit Dakar i år? Hvad var de vigtigste vendepunkter i dette års rally?

Organisatørerne af Dakar stræber efter at gøre det til et uforglemmeligt eventyr. Hvert år forsøger de at overraske deltagerne, og i år lykkedes det virkelig. Der var en stor variation i etaperne, og de var også meget komplicerede. Der var mange skarpe sten på ruten, og jeg hele tiden opmærksom på at undgå punkteringer.

De sidste 100 km var der store huller, som jeg skulle undgå og samtidig køre hurtigt. Det var meget risikabelt, fordi lastbilen kunne have taget stor skade. Ved målstregen sagde mange af deltagerne, at det var de sværeste 100 km i Dakars historie.

Hvem var den største konkurrent i år? Viazovich (hviderussisk MAZ-kører på tredjepladsen)?

Jeg har respekt for alle konkurrenterne. Alle arbejder mod et godt resultat og en sejr. Når det er sagt, var MAZ, Tatra, Hino og Renault alle stærke hold i år. Det samme var Ivecos Gerard De Rooy og Federico Villagra. De opnåede alle gode resultater indimellem, men vores præstation var nok mere stabil, og sammenlagt opnåede vi den bedste tid.

Hvordan vil du beskrive din kørestil? Er du aggressiv, kølig eller måske en taktiker?

Jeg bruger alle tre stile. Nogen gange kører jeg hurtigt, og det involverer aggressiv kørsel, men jeg er opmærksom på at udsætte mig selv og min lastbil for så lille risiko som muligt. Det er ikke altid opnåeligt. Jeg har også holdets taktik i baghovedet, og det giver i kombination gode resultater.

Hvor føler du dig bedst til rette som chauffør? På golde strækninger? Blødt ørkensand? Smalle og snoede veje?

Vores holds motto er: ”Jo værre, jo bedre”. De veje, som de kalder ”dræbere”, er de snoede, stenede flodlejer – og det er de omstændigheder, jeg bedst kan lide. Det er ikke ret sjovt at køre en bjergetape, hvor du ikke kan skære hjørner, fordi du kører med et bjerg til den ene side og en kløft til den anden side, så hvis du skærer hjørner, er du død. Du skal holde hovedet koldt i de situationer. Jeg elsker ørkener. Du behøver ikke ikke stærkt i ørkenerne – du skal bare igennem dem uden at køre fast.

Hvor og hvornår begyndte du at køre rally-lastbil? I Chelny, formoder jeg (hvor Kamaz-fabrikken ligger)?

Ja, min karriere begyndte i Naberezhnye Chelny med gokart. Selvom gokarts basalt set er små biler, har sporten meget til fælles med lastbiler – en fornemmelse af styring, reaktioner og en vilje til at vinde, for eksempel. Gokart lærer en motorkører en masse. Og når du sidder bag rattet i en lastbil, laver du bare korrektioner og udvider disse evner. Alle mine evner og præstationer som chauffør er takket være holdet. Holdet har lært mig alt.

Kunne du tænke dig at køre en snudelastbil, frem for en frembygget model?

Jeg kørte en snudebil i en træningssession, og jeg oplevede dens fordele. Men for at lære at styre den, er det ikke nok at køre den i et enkelt løb eller to – du er nødt til at køre den i et år. Jeg er sikker på, at vores snude-lastbil vil blive en værdig rival i fremtiden. Men lige nu har vi udviklet vores frembyggede version til et sådan niveau, at den er ekstremt konkurrencedygtig og præsterer godt. Den er lige nu det primære fokus for vores hold.

Til sidst – kan du fortælle os noget om jeres fremtidige planer?

Vores primære projekt er vores racer-lastbil, dens modernisering og løbende forbedring. Som chauffør er jeg først og fremmest interesseret i at forbedre dens sportslige kvaliteter. Jeg vil gøre den hurtigere. Og det kræver helt sikkert testkørsler. Vi kan gøre dette i Silk Way Rally, som giver os mulighed for både at teste lastbilen og vores køreevner. Silk Way Rally finder sted i tre lande og har mange varierede ruter – ørken, sand, sletter, hård vej og glatte offroad-strækninger. Konkurrencen er hård. Hvis du får succes i Silk Way Rally, kan du tage til Dakar med selvtillid.

Original tekst: Gianenrico Griffini

Oversættelse: Rasmus Haargaard

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125