23948sdkhjf

CO2: Ny EU-aftale viser lederskab

EU viser lederskab for nedsat CO2-udledning fra bl.a. biler.

Med EU's aftale om bindende mål for reduktion af CO2-udledningen i de såkaldte ikke kvotebelagte sektorer - populært sagt (last)biler, bønder og bygninger - viser EU det helt nødvendige klimalederskab, melder Dansk Byggeri.


I den nye aftale om reduktion af CO2-udledningen fordeles EU's reduktionsmål på 30 procent i den ikke-kvoteomfattede sektor i 2030. For Danmark medfører det et krav om en 39 procent reduktion af CO2-udledningen i den ikke-kvoteomfattede sektor i forhold til 2005.


Aftale velkommen

- Dansk Byggeri byder EU's nye byrdefordelingsaftale velkommen. Mens USA's præsident har travlt med at bakke ud af FN's aftale om reduktion af drivhusgasser, så er det godt og helt nødvendigt, at EU viser klimalederskab - og det er dagens aftale et udtryk for, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.


Danmark har fået et af de højeste mål i aftalen. Det er et ambitiøst mål, som Danmark ikke skal se som en byrde men omsætte til en fordel. Og det kan vi, hvis vi omsætter forpligtelsen til en progressiv tilgang til den grønne omstilling, sådan som vi tidligere har gjort det i form af vores branding af Danmark som et grønt foregangsland.


God påmindelse

- Reduktionsmålet for CO2-udledningen er en god påmindelse om, at Danmark skal arbejde innovativt med den grønne omstilling: Vi skal omsætte forpligtelsen til at gøre Danmark til en international showcase for grøn omstilling. Det er der faktisk eksport og arbejdspladser i, siger Michael H. Nielsen.


Det kræver imidlertid, at Danmark på den hjemlige front tager udfordringen op og spiller på alle de strenge, der bidrager til at reducere CO2-udledningen. Vi skal omstille energiforsyningen til vedvarende energi, vi skal energieffektivisere, og vi skal sikre, at fremtidens energisystem spiller smart sammen med behovet for energi.


Fossil uafhængigt i 2050

- Det er vigtigt, at vi sigter mod målet om fossil uafhængighed i 2050, når Danmark skal vælge virkemidler og indsats. Et kortsigtet fokus på 2030 giver nemlig ikke et realistisk billede af den langsigtede omstilling, Danmark står overfor. Udskydes en dansk indsats mod 2030, er der en risiko for, at omstilling bliver dyrere end den behøver, siger Michael H. Nielsen.


- Danmark skal opbygge et sammenhængende system, der giver sikkerhed. Omstillingen handler ikke kun om at elektrificere Danmark for enhver pris. Vi skal nyttiggøre overskudsvarme, vi skal understøtte transportens omstilling, og vi skal energieffektivisere vores bygninger, når vi alligevel renoverer og fornyer, slutter Michael H. Nielsen.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131