Gorm Hansen, indehaver af GH Truck Training i sjællandske Rønnede, gæstede også den meget velbesøgte Transport Øst i Greve.
Her fortalte specialisten og instruktøren i økonomikørsel, at han netop har været på efteruddannelse hos Mercedes-Benz' lastbilfabrik i Wörth, Verdens største af slagsen.
- Ja, jeg har netop været nede til opdateringskursus hos Mercedes i Wörth, via Mercedes-Benz Danmark. Det er hamrende spændende at få indblik i teknikken - og så var det selvfølgeligt også sjovt, at jeg kunne køre lige så økonomisk som Mercedes' egen fabrikskører, fortæller Gorm Hansen til Trans Inform, Vognmandens Fagblad.