Lastbilchauffør Henning ”Baloo” Olsen havde en noget anderledes arbejdsdag forleden, da han og hans lastbil fra vognmandsfirmaet Kim Ancker Transport gik til filmen. Baloo har sendt Lastbil Magasinet denne beretning fra den specielle dag på jobbet:

En tirsdag eftermiddag i midten af maj var jeg på en usædvanlig opgave i Roskilde, hvor der skulle optages nogle scener til en tv-serie.

Vognmanden fik en henvendelse fra regissøren på serien, som skulle bruge en meget blå lastbil, og det krav kunne vi let indfri. Han havde fundet frem til os ved at surfe på nettet. Efter alle formalia var på plads med aftaler på skrift, forsikring og så videre, aftalte undertegnede og regissøren de nærmere detaljer om tid og sted.

Det ville være synd at sige, at jeg vidste ret meget om, hvad der præcis skulle foregå, men det gjorde bare det hele meget mere spændende, men også overraskende. Jeg havde fået lidt at vide om, at de skulle filme bilen, imens jeg skulle køre den, men der skulle også filmes inde i førerhuset, og det var overraskende, hvordan det foregik, og hvordan de greb sagen an.

Jeg møder op til aftalt tid og måtte starte med en corona-lyntest, før de ville lege med mig, og den gav heldigvis det ventede negative resultat, så vi kunne gå i gang. De var meget imponerede over bilen, som fuldt ud levede op til deres forventninger, og de kiggede nærmere på den indvendigt og udvendigt.

Der kom flere og flere folk til, og jeg var ærlig talt noget overrasket over, hvor mange der er med til sådan en produktion. Jeg gik og ventede noget på, at alle skulle indfinde sig, og imens blev jeg orienteret om helt præcist, hvad og hvor der skulle filmes.

»Må vi lige hoppe op og kigge i hytten og se, hvordan vi vil gribe det an?«

»I kigger bare,« sagde jeg.

Pludselig kommer sengetøj, madras, tøj og meget andet baglæns ud af førerdøren – »vi skal lige gøre plads til fotograf og lydmand« - javel så, jeg har sgu nok set lidt sjov ud i ansigtet på det tidspunkt, og min gode ven Lene og hendes søn Nicklas, som var kommet for at se, hvordan det foregik, fik vist et billigt grin, de to banditter, men det blev gjort med respekt for mine ting og bilen.

»Du skal køre med en skuespillerinde mellem de to punkter, og så filmer vi inde i bilen og udefra.« Det lyder nemt, tænkte jeg.

Da jeg endelig kommer op i bilen, sidder der tre mand omme i køjen med kamera, lys og mikrofoner! Hvordan de havde fået mast alt det sammen omme i køjen, er mig en gåde – men det gik. Vi måtte tage turen nogle gange for at få den i kassen, blandt andet fordi jeg glemte, at jeg ikke måtte sige noget, men det er altså underligt, at en kvinde sidder og taler til en, og man ikke må sige noget – men det er der garanteret nogle, der kender noget til!?

Efterfølgende skulle der optages, men en statist, der skulle være chauffør, og jeg blev sendt ud på sidelinjen under disse optagelser, som også måtte tages om nogle gange, blandt andet fordi nogle køer ville blande sig og absolut skulle have stillet deres nysgerrighed lige ved siden af bilen.

Det hele sluttede med, at jeg alene skulle køre mellem de før omtalte punkter, og pludselig blev der sagt tak for i dag, og alle folk var væk, da der skulle filmes inde på hotellet, hvor dagens optagelser fandt sted omkring.

Jeg kunne så samle hytten igen og køre hjemad efter en spændende eftermiddag. Der var meget ventetid indimellem, men tiden gik alligevel hurtigt, og det var en fascinerende oplevelse, men også overraskende, hvor mange mennesker der skal til for at få det til at køre. Vagter til at spærre vejen i begge ender, når der skulle optages, teknikere med forskellige opgaver, skuespillere, instruktør, påklæderske, lyd- og lysfolk og mange andre.

Det bliver spændende at se resultatet til efteråret, når serien kommer på skærmen. Og nej, jeg må ikke sige, hvad det er.