Chauffør forsøgte forgæves at undvige bilist på afveje
Kl. 13.26 søndag kørte politiet til et alvorligt færdselsuheld på Østre Ringvej i Ringsted. En personbil, der blev ført af en 67-årig mand fra Greve var af ukendte årsager kørt over i modkørende vognbane og ramte derpå frontalt ind i en lastbil. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Lastbilchaufføren havde uden held forsøgt at undvige. Chaufføren, der er en 59-årig mand fra Nibe, havde været opmærksom på bilisten og havde derfor trukket lastbilen helt til højre og ud på cykelstien for at undgå sammenstødet, men dette var ikke lykkedes.
Bilisten blev kørt på Køge Sygehus, og politiet afspærrede vejen indtil kl. 15.52.