23948sdkhjf

Chauffør og vognmand: Det er hårdt - og hårdt at tale med minkavlerne

En chauffør og vognmand, der befinder sig i orkanens øje lige nu, efter at regeringen torsdag aften valgte at ”lukke” syv kommuner ned for at stoppe spredningen af muteret coronavirus i Nordjylland, er Niels Christian Skindbjerg.

Vognmanden fra Hjallerup kører både med mink, men er også formand for Vendsyssel Vognmandsforening, hvor han spår, at nedlukningen, der gælder for Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Brønderslev, Thisted, Vesthimmerland og Læsø kommuner, og foreløbig er frem til 3. december, vil få triste konsekvenser for områdets vognmænd.

- Jamen hvad skal jeg næsten sige. Jeg kører selv for Daka og kører mink. Jeg har ikke talt med medlemmerne. Jeg har siddet i bilen hele natten, siger Niels Christian Skindbjerg.

Som det nok er alle bekendt, skal de danske mink aflives og køres væk, og derfor er Niels Christian Skindbjerg på overarbejde. Hans virksomhed tæller seks biler, og den ene, han selv kører, kører altså med mink.

- Jeg kører indsamling af døde dyr fra landmanden til Daka. Jeg kører mink, der ikke er covid 19-ramt. Så der er stor travlhed med at køre dyr væk nu. Jeg kører til Daka i Assentoft og må krydse kommunegrænser, fordi det her arbejde går ind under kritiske funktioner.

Hvilken følelse sidder du med lige nu?

- Det er hårdt, og det er hårdt at tale med minkavlerne. Nogle er jeg kommet ved i op til 15 år. Det er et meget sæsonbetonet arbejde med mink. Men lige nu har jeg 25 containere, jeg ikke ved, hvad der skal bruges til næste år. Jeg vidste, at der ville ske noget, men ikke at det ville blive så stramt, siger han.

- Jeg har i alt seks biler. Én kører mink, resten kører indsamling af grise og kreaturer samt flis til varmeværker. Vi kører også lidt lokal vognmandskørsel, men der har jeg sagt, at det må vente til efter alt det her. Der er mange dyr, der skal køres væk, og vi bliver også ramt af kapacitetsproblemer og ventetider.

Hvad tror du, at nedlukningen af Nordjylland kommer til at betyde for områdets vognmænd?


- Det kommer til at få betydning. Jeg er bange for, at den vil få nogle følgevirkninger for vognmændene og for bierhvervene. Det kommer nok til at koste arbejdspladser - både direkte og indirekte.

Hvordan kommer resten af din dag til at se ud?

- Jeg skal køre døde dyr. Jeg har været ude ved en minkavler med tomme containere og skal køre dyr nu. Minkene skal være aflivet inden for ti dage. Mine børn bliver ved min ekskone i den kommende tid, og jeg kommer nok ikke til at se dem de næste tre uger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063