23948sdkhjf

Chauffør: Otte sager frafaldet på kort tid

- Det går den rigtige vej, og jeg er sikker på, at vi i slutningen af året er ved det, jeg vil kalde ønskelige tilstande. Sådan lyder det fra chauffør Torben Grønhøj efter et møde for dyretransportchauffører søndag. Et møde hvor advokat Jacob Forman informerede om udviklingen inden for sagerne om transportegnethed.

Torben Grønhøj kører til daglig grisetransport for NV Randers og er talsmand for en gruppe af dyretransport-chauffører, der længe har kæmpet for bedre forhold for chaufførerne i sager om dyrenes transportegnethed. Han fortæller, at der var godt 70 chauffører til stede til mødet søndag.

- Der blev lyttet til Jacob Formans ord, og der blev talt en del om, hvornår chaufførerne har ansvaret. Vi kan se, at der er flere og flere sager, hvor der sker tiltalefrafald, og det er godt at se, siger Torben Grønhøj.

Der blæser nye vinde for chaufførerne, for i et relativt nyt svar til Sønderby Legal-Forman Advokater slår EU-Kommissionen nemlig fast, at chaufføren på en dyretransport ikke er forpligtet til at undersøge dyrenes transportegnethed og derfor heller ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig, såfremt et transporteret dyr viser sig ikke-transportegnet ved ankomsten til slagteriet.

- Bare den seneste uges tid er det sket tiltalefrafald i otte sager hos NV Randers, som jeg er hos, og det er jo et klart tegn på, at vi er rigtig godt på vej mod andre tider for os der kørere dyretransport, siger Torben Grønhøj.

Han har netop læsset 540 grise ved en bondemand. Det skal gå hurtigt, men samtidig skal Torben Grønhøj som chauffør have et øje på hver gris, når de går fra stalden ind i traileren, så han ikke får en gris med, der af den ene eller anden årsag er uegnet til transport.

- Jeg har altid og vil altid være interesseret i én ting; dyrenes velfærd. Så at tage en gris med, der åbenlyst ikke er egnet, det har jeg ingen interesse i. Jeg er jo kun et menneske, og der kan ske en fejl. Men med vilje, det vil det aldrig være, siger Torben Grønhøj og tilføjer:

- Det er noget sjovere at være dyrechauffør i dag, end det var for tre måneder siden. Det med at man ikke skal gå og være bævrende nervøs for, om man har begået en fejl, for så ved du, at du har politiet i røret dagen efter, det betyder rigtig meget for arbejdsglæden.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062