23948sdkhjf

Chauffør spænder livremmen ind: Nu må staten gå ind og hjælpe

Det tog kun chauffør Morten Overgaard Kjeldsen fra Hasselager ved Aarhus få dage at samle 50.000 underkskrifter til sit borgerforslag om at fjerne alle afgifter på benzin og diesel.

Et borgerforslag kræver 50.000 støtter af borgere med stemmeret til et folketingsvalg, førend det kan blive fremsat som beslutningsforslag og blive behandlet og stemt om i Folketingssalen. Og forslaget fra Morten Overgaard Kjeldsen, der til daglig kører slamsuger for Aarhus Vand, har i skrivende stund samlet hele 83.853 underskrifter.

”Alle afgifter på benzin og diesel bør fjernes, så den almindelige dansker kan få en hverdag til at køre. Den almene danskers indkomst kan ikke følge med de store prisstigninger ,vi står overfor. Det er ikke kun brændstoffet, der stiger, men brændstof er det vigtigste for, at befolkningen kan komme frem og tilbage på arbejde, varer kan leveres etc.,” lyder det i borgerforslaget.

- Med alle de prisstigninger vi ser både i supermarkeder og på benzinen, så skal der gøres et eller andet, for at vi almindelige danskere kan få hverdagen til at hænge sammen. Der er jo ikke rigtig nogen, der giver os noget i lønposen den vej rundt. Så jeg synes, man bør gøre et eller andet inde fra Christiansborg ved at hjælpe os ved at gå ind og fjerne nogle afgifter, siger Morten Overgaard Kjeldsen til Lastbil Magasinet.


- Er min bil kørt helt ned for benzin, så koster det 150 kroner ekstra at tanke bilen. Så vi har skullet budgettere med ekstra 600-700 kroner om måneden i vores private budget. Det, synes jeg, er en del penge, når alt andet også stiger, siger han.

Men synes du, det er rimeligt, at staten på en eller anden måde skal kompensere bilister, fordi der er uro et sted i verden?

- Ja, det synes jeg, for vi betaler også rigeligt i afgifter for at få vores biler på vejen. Og de vil jo også gerne have, vi tager på arbejde og tjener penge til staten. Så synes jeg også, at det er rimeligt, at de går ind og hjælper os, så vi kan komme på arbejde, siger Morten Overgaard Kjeldsen.

Gør I noget anderledes i hverdagen for at spare de kroner, som I nu betaler ekstra i forhold til brændstof?

- Vi er begyndt at gå ned at handle i stedet for at tage bilen. Børnene må også selv tage cyklen for at cykle over til legeaftaler og cykle mere, siger Morten Overgaard Kjeldsen.

Han er ikke overrasket over, at borgerforslaget har tiltrukket så mange underskrifter, men han er overrasket over, med hvilken hastighed det er sket.

- Jeg havde på fornemmelsen, at jeg nok skulle nå de 50.000 støtter – men ikke på så kort tid. Ikke på tre uger. Det er jeg meget overrasket over. Med 83.000 støtter må man have ramt et eller andet rigtigt, siger han.

Tirsdag holdt Skatterådet møde, hvor rådet drøftede udviklingen i benzin- og dieselpriserne i forhold til befordringsfradrag og befordringsgodtgørelse.

Men efter mødet tirsdag lyder meldingen fra Skatterådet, at man afventer udviklingen på brændstofpriserne og foretager en ny vurdering på næste møde, der finder sted 26. april.

Du kan møde Morten Overgaard Kjeldsen i Lastbil Magasinets podcast. Klik her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125