23948sdkhjf

Chauffør tiltalt for tre alvorlige forhold: Dømt i byretten, frikendt i landsretten

Det har været en lang og hård kamp. Fra den dag lastbilchauffør Mette Madsen blev stoppet af politiet, til hun 2 ½ år efter kunne gå ud af landsretten med dommernes ord for, at hun hverken havde kørt 91 km/t på motorvejen, pillet ved hastighedsbegrænseren eller fusket med tachografen, som hun stod tiltalt for.

Hun har kørt lastbil i 11 år, og hun beskriver sig selv som et ærligt menneske, der altid har haft stor tiltro til politiet. Den tro er forsvundet og tilbage sidder Mette Madsen og har svært ved at forstå, at der nu er sat et punktum for den sag, der har haft store konsekvenser for både hende og hendes forlovede, vognmand Sonni Lykke Vestrup.

»Jeg stod til at miste mit kørekort ubetinget i seks måneder og til at få en bøde på 12.000 kroner, da vi tabte sagen i byretten. Hvis jeg havde mistet mit kørekort, kunne jeg ikke arbejde, og det ville betyde, at vi mistede halvdelen af vores indtægt, så derfor var vi bekymrede for, om vi så kunne blive boende i vores hus, vi lige havde købt. Jeg er nyresyg og har fået en ny nyre, så jeg kan ikke tage et hvilket som helst job. Sonni (Lykke Vestrup red.) blev indlagt, fordi han fik stress, og det tog hårdt på os, hvilket vores familie og venner også kunne mærke,« fortæller Mette Madsen.

Hevet ud af bilen

Sagen begyndte, da Mette Madsen blev stoppet af politiet i sin lastbil. Efter en gennemgang af lastbilen, hvor der blandt andet blev kigget på de nye dæk, Mette Madsen netop havde fået på sin bil, og der blev lavet tachograf-udskrifter, gik det hurtigt. Ifølge Mette Madsen blev hun fysisk hevet ud af bilen, mens en betjent sagde til hende, at hun skulle ud, fordi de mistænkte hende for at have manipuleret med hastighedsbegrænseren og køre alt for hurtigt. Derefter skulle hun sidde i tre timer med politiet ved et Volvo-værksted, hvor politiet desuden påstod, hun havde pillet ved motorstyringen.

»Det var så langt ude. Jeg er udlært murer, og ja jeg ved godt, min lastbil har otte hjul, men der stopper min viden også. Hvordan skulle jeg have pillet ved motorstyringen?« lyder det fra Mette Madsen.

Hun tabte sagen i byretten, men ankede på stedet og fik tungvognsadvokat Rasmus Lind Hardt til at tage sagen derfra. Og det fortrød Mette Madsen ikke et eneste sekund.

Fejl i opmåling

Rasmus Lind Hardt vidste præcis, hvad han skulle kigge efter, og han så, at politiet havde lavet en fejlopmåling af strækning og hastighed, der betød, at de målte Mette Madsens hastighed til at være 91 km/t på motorvejen, hvilket ville betyde, at hun havde manipuleret fartbegrænseren, der så også ville give fejlaflæsninger på tachografen. I landsretten præsenterede Rasmus Lind Hardt en illustration, der skulle give dommerne et overblik over, hvordan politiet havde målt op, og hvordan der var fejl i den opmåling. På trods af der var blevet lavet en ny opmåling – som tungvognsadvokaten havde insisteret på blev lavet – holdt politiet fast i deres påstand om, at den første opmåling var korrekt, og Mette Madsen havde kørt 91 km/t og dermed måtte have pillet ved fartbegrænseren.

»Politiet skal være objektive i en retssag, men det holder op med at være objektivt, når de ikke vil indrømme, at de har lavet en fejl,« siger Rasmus Lind Hardt.

Den nye opmåling blev tungen på vægtskålen, og faldt ud til Mette Madsens fordel.

»Jeg er så taknemmelig for, hvad Rasmus Lind Hardt præsterede. At han forlangte en ny opmåling for at vise, at politiet havde lavet en fejlopmåling i første omgang og fik det frem i retten, så dommerne forstod, hvad det handlede om. I retten nævnte en af betjentene en paragraf i tachograf-bestemmelserne, som han mente, jeg havde overtrådt, hvor Rasmus Lind Hardt så kunne tilføje, at den paragraf, betjenten omtalte, slet ikke eksisterer. Og det var altså den paragraf, jeg skulle dømmes efter, hvis det stod til politiet,« siger Mette Madsen og fortsætter:

»Jeg synes, min sag her viser, at det kan betale sig at kæmpe og ikke give op. Havde jeg ikke anket og ikke fået Rasmus Lind Hardt på sagen, så havde jeg mistet kørekortet og dermed mistet mit arbejde, jeg havde betalt 12.000 kroner i bøde og fået i mine papirer, at jeg havde manipuleret med fartbegrænseren og tachografen på min bil. Det havde ødelagt mit liv.«

De tre juridiske dommere i landsretten var enige om at frifinde Mette Madsen for de alvorlige anklagepunkter.

Mette Madsen endte med en bøde landsretten på 1.500 kroner for at have kørt 88 km/t på motorvejen under en overhaling. En forseelse Mette Madsen havde erkendt fra dag et.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063