23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Lastbil Magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.

Chauffør trukket i retten efter to år: Det er grotesk

Da lastbilchauffør Jan Fogh for et par dage siden fik et brev i sin e-boks, hvor der stod, at han 1. oktober skal møde i retten i Horsens, fik han sig noget af et chok.
 
For det første var han ikke klar over, at der lå en sag hos politiet, der omhandlede ham og for det andet handler sagen om et uheld, der skete for mere end to år siden.
 
Uheldet sker 18. september 2018 ved Brædstrup. Jan Fogh påkører en forankørende lastbil, der bremser ned for at dreje. Chaufføren i den forankørende lastbil kommer, ifølge Jan Fogh, ikke noget til ved uheldet. Jan Fogh brækker hånden og får nogle slemme knubs flere steder på kroppen.
 
Nu, mere end to år efter uheldet, skal Jan Fogh så møde i retten. I en sag han ikke anede eksisterede, hvor anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om bødestraf og en betinget frakendelse af kørekortet.
 
Og spørger man tungvognsadvokat Jacob Formann sker det ofte, at disse sager trækker i langdrag.  
 
»Det er mere end to år siden, denne chauffør var involveret i et uheld, og først nu indkaldes han til retten. Det er simpelthen grotesk. Desværre er det ikke sjældent set, at sager med betinget frakendelsespåstand har samme lange tidsmæssige udstrækning,« siger han.
 
Han ser ofte eksempler på chauffører, der indkaldes til retten længe efter, de enten har været involveret i et uheld eller er blevet stoppet af anden grund af politiet.
 
»I denne konkrete sag har chaufføren (Jan Fogh red.) så ikke en gang været klar over, der overhovedet lå en sag hos politiet med hans navn på. Vi ser desværre også ofte, at chaufføren bliver oplyst én ting af betjenten, der er praktikeren på stedet og ser sagen som den udspiller sig, hvorefter sagen så lander på juristernes bord, og så sker der det, at loven bliver tolket til det yderste, og så nedlægges der påstand om betinget frakendelse af kørerkortet,« siger Jacob Formann.
 
Rystet chauffør
 
Dagen efter det uheld Jan Fogh var involveret i for mere end to år siden, blev han kontaktet af en betjent, der oplyste, at der sikkert ville komme en bøde ud af det. Den bøde kom aldrig, i stedet kom der en indkaldelse til retten i e-boks otte dage før, retsmødet finder sted.
 
»Jeg er ærligt talt rystet. Jeg var slet ikke klar over, der lå en sag. Og havde jeg vidst det, havde jeg da rykket for det. Det er ikke rimeligt, at der går to år og fire måneder, og så dukker der en indkaldelse til retten op. Jeg skal møde i retten 1. oktober, så jeg har syv dage (fra modtagelse af brevet red.) til at finde en advokat, der skal have tid til at sætte sig ind i sagen. Det er ikke rimeligt,« siger Jan Fogh.
 
Lastbil Magasinet har spurgt Sydøstjyllands Politi, hvorfor der går så lang tid, før Jan Fogh bliver indkaldt til retsmøde, om Jan Fogh bliver oplyst om (umiddelbart efter uheldet), at han ville blive indkaldt til retten på grund af sagen, om det er normal arbejdsgang, at der går mere end to år, før de involverede parter bliver indkaldt til retsmøde i en sag af denne karakter, om sagen ikke er forældet, og vi har også spurgt, om det er rimeligt, at en person skal hives i retten mere end to år efter et uheld i en sag, personen ikke engang vidste var en sag.
 
Sydøstjyllands Politi har ikke ønsket at svare på spørgsmålene, men skriver i en mail:
 
»Da sagen er en verserende straffesag, der skal domsforhandles den 1. oktober, så kan Sydøstjyllands Politi ikke bidrage med oplysninger om den. Herunder heller ikke på forhånd besvare delelementer eller spørgsmål inden domsforhandlingerne.«          

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078