Narkopåvirkede lastbilchauffører. De to ord i samme sætning er ikke noget, man ønsker at høre. Desværre blev den kombination af ord sagt flere gange i sidste uge. Hele fem sager om chauffører, der i narkopåvirket tilstand havde sat sig bag rattet i deres lastbil, landede på politiets bord. Fire af sagerne var chauffører, der blev taget i en kontrol i Køge og Greve og viste sig at være narkopåvirkede, mens den femte sag var en chauffør i Hirtshals, der var påvirket af amfetamin og metamfetamin.