23948sdkhjf

Chaufførmangel: Esig har solgt biler fra

Esig Transport i Brørup har solgt ti lastbiler, fordi virksomheden ikke kan finde chauffører til at køre dem. Samtidig bekræfter tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at manglen på chauffører er udbredt og alvorlig, lyder det fra DI Transport.

Esig Transports egne lastbiler holdt stille, da der ikke var chauffører til at køre dem, og virksomheden måtte hyre fremmede vognmænd til at køre for sig. Det holdt ikke i længden. Derfor blev ti lastbiler solgt fra, og en række faste kunder fik besked på, at de måtte finde en anden vognmand, som kunne fragte deres gods.

- Det er ikke noget, vi synes, er sjov. Men vi kunne ikke gøre andet, siger Kristian Jensen, direktør i Esig Transport.

Virksomheden fra Brørup kører stykgods og kurertransport. Tidligere havde virksomheden 90 chauffører ansat, nu er der omkring 70. Kristian Jensen oplever, at konkurrencen om chaufførerne er intens. Det kræver en særlig indsats både at fastholde eksisterende chauffører og ansætte nye.

- Det er ikke så populært at være chauffør mere. Nogle ønsker ikke at arbejde 10-11 timer om dagen, som det ofte kræver. Andre vil gerne arbejde længe og tjene mange penge, men det må de ikke mere, siger Kristian Jensen.

Fra december sidste år til maj i år har 38 procent af alle vognmænd rekrutteret forgæves efter chauffører, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ifølge styrelsen har virksomhederne inden for transportbranchen rekrutteret forgæves 3900 gange. Værst er situationen i Sydjylland og på Fyn.

- Det er voldsomme tal. Der findes ikke en eneste vognmand, som synes, det er sjovt at sige nej til kunder. Men det er den situation, som mange står i lige nu på grund af mangel på chauffører, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

- Vi er i en meget hård konkurrence med andre brancher, som også mangler arbejdskraft. Vi skal gøre en ekstraordinær indsats for at tiltrække chauffører – både de unge og de lidt ældre. Men vi risikerer, at ikke engang det er nok, siger han.

Esig Transport har altså taget konsekvensen af chaufførmanglen og droslet ned. Virksomheden gør ellers selv en indsats for at holde liv i fødekæden til branchen. Lige nu er der ansat 14 lærlinge, og der er en god kontakt til det lokale AMU-center.

- Men det er sjældent, at der kommer en chauffør og banker på, konstaterer direktør Kristian Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078