Fra 1. januar 2022 vil Dachser udelukkende indkøbe elektricitet, der er produceret ved hjælp af vedvarende ressourcer. Det betyder, at logistikudbyderen, der driver 387 afdelinger i 42 lande, øger sin andel af grøn strøm fra omkring 60 procent til 100 procent.
I Tyskland og Nederlandene er det familieejede selskab allerede gået over til grøn strøm. Derudover vil Dachser øge sin egenproduktion af vedvarende energi betydeligt og i første omgang installere og udvide solcelleanlæg på tagene af sine logistikfaciliteter og kontorbygninger i Europa. I 2025 vil virksomheden have mere end firdoblet sin nuværende kapacitet til en installeret kapacitet på over 20.000 kWp.
- Vi implementerer to grundlæggende byggesten i vores klimabeskyttelsesstrategi. Dels vil vi på verdensplan fremover udelukkende købe elektricitet, der er produceret ved hjælp af vind- og vandkraft og solenergi, og dels udvider vi vores egenproduktion af grøn elektricitet, siger Stefan Hohm, chief development officer (CDO) hos Dachser.
- Disse tiltag reducerer vores CO2-fodaftryk. Samtidig styrker vores efterspørgsel produktionen af grøn strøm og bidrager dermed til at udvide kapaciteten i Europa til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder.