23948sdkhjf

DAF klar med ny model

I foråret lancerede DAF en ny generation af XF- og CF-serien, og nu gøres fornyelsen komplet med en ny DAF LF til det lette segment.

DAF introducerer en række innovationer til LF-modellen, som skal styrke dens position i 7,5-19 ton segmentet. Disse innovationer omfatter en ny 3,8 liter Paccar-motor samt muligheden for at vælge hurtigere drivlinjer og dermed opnå maksimal brændstofeffektivitet. Samtidig er det udvendige og indvendige design blevet strømlinet med de nye CF- og XF-modeller.

En af de vigtigste innovationer i den nye DAF LF er den nye 3,8 liter store Paccar PX-4 motor, som fås med to forskellige effektnormeringer til 7,5 ton versionen: 115 kW/156 hk og 127 kW/172 hk med et maksimummoment på hhv. 500 Nm og 600 Nm ved et omdrejningstal på mellem 1.200 o/min. og 2.000 o/min.

DAF introducerer denne nye motor specifikt i "LF City"-modellen, der er beregnet til let distributionskørsel i byområder, hvor en motor med en slagvolumen på lige under 4,0 liter er det optimale valg.

Paccar PX-5 og PX-7 motorer

Når der er brug for højere ydeevne, fås den 4,5 liter store Paccar PX-5 motor (135 kW/184 hk til 157 kW/213 hk) og den 6,7 liter store Paccar PX-7 motor (172 kW/234 hk til 239 kW/325 hk). Disse motorer blev forbedret i slutningen af 2016 med ny software og optimeret varme- og luftstyring.

Disse forbedringer har øget maksimummomentet for begge motorer med 5-12%, og der er adgang til dette moment ved et omdrejningstal, der er 100-200 o/min. lavere.  Maksimummomentet for PX-5 og PX-7 motorerne er nu hhv. 850 Nm (ved 1.200-1.500 o/min.) og 1.200 Nm (ved 1.100-1.700 o/min.). Paccar PX-7 motorens effekt er blevet øget med 8 kW/11 hk.

Nye bagakseludvekslinger

Takket være de nye, hurtigere bagtøjsudvekslinger på op til 3,31:1, er motoromdrejningstallet blevet reduceret med 150-200 o/min. ved marchhastighed. I kombination med motorinnovationerne giver disse drivlinjeoptimeringer en brændstofbesparelse på op til 6%, samtidig med at det lavere støjniveau fra motoren øger chaufførkomforten endnu mere.

Allison fås nu til LF på 18/19 ton

DAF tilbyder et udvalg af manuelle og automatiske 5-, 6-, 9- og 12-trins gearkasser i den nye LF serie. Derudover fås der også en række fuldautomatiske gearkasser, og så er Allison automatgearkassen tilgængelig til de mest kraftfulde versioner af PX-7 motoren.

Akselkonfigurationer på op til 6,90 meter

DAF LF har akselafstande med længder på op til 6,90 meter. Dette muliggør karosserilængder på over 9 meter for maksimal lastkapacitet. Derudover gør de lange akselafstande det muligt at montere brændstoftanke med en kapacitet på op til 1.240 liter.

Godt nyt for opbyggere

I tråd med DAF Transport Efficiency filosofien introducerer DAF også en række innovationer, der gør LF-modellen endnu mere opbygningsvenlig. Disse innovationer omfatter de nye BAM-moduler, som gør det nemt at montere opbygninger og udstyr. Derudover fås der nu specifikke forberedelser til montering af en kasseopbygning med læsselift, en tankopbygning med underramme eller et tiplad.

I DAF-sortimentet er der nu endnu flere akselafstande og bageste overhæng at vælge imellem. Kombinationen af f.eks. en længere akselafstand og et kortere overhæng gør det let at montere en renovationsopbygning.

Nyt udvendigt design

Den nye LF-models udvendige design byder på mange af de samme elementer, som har givet de nye CF- og XF-modeller et helt nyt look. Man lægger især mærke til kromlister på kølergitteret og det nye logopanel med DAF skrevet med krombogstaver.

En anden tilføjelse til den nye LF er den ekstra rude nederst i højre dør, hvilket kan bestilles som ekstraudstyr. Denne rude optimer udsynet i passagersiden under kørsel i byområder. Takket være den nye rude nederst i døren kan chaufføren nemt se cyklister og fodgængere på siden af førerhuset.

Chaufførkomfort

Chaufførinformationspanelet (DIP) er også blevet redesignet i den nye LF. Ændret grafik gør meddelelserne på displayet lettere at læse, og der er brugt en moderne skrifttype til instrumenterne, som giver dem et frisk look.

DAF tilbyder også DAF Connect på den nye LF. Flådestyringssystemet giver vognmanden realtidsindsigt i, hvordan køretøjer og chauffører præsterer. Oplysninger om køretøjsplacering, brændstofforbrug, kilometertal, køretøjsudnyttelse og tomgangstid præsenteres tydeligt i et online-instrumentpanel, som kan konfigureres efter brugerens specifikke behov og ønsker.

Der kan nemt udarbejdes detaljerede brændstofrapporter, og med DAF Connect kan aktuelle og tidligere køretøjs- og chaufførdata sammenlignes. Funktionen Live Fleet giver den vognparksansvarlige adgang til en bred vifte af konfigurerbare data om køretøjsplacering, ruter og køretid, hvilket er med til at optimere vognparkplanlægning og -udnyttelse.

DAF Connect optimerer køretøjstilgængeligheden, reducerer driftsomkostningerne og forbedrer logistikeffektiviteten. DAF Connect gør det også muligt for vognmanden at planlægge reparations- og vedligeholdelsesarbejde så effektivt som muligt, og så er DAF Connect klar med gode råd, som vognmanden kan få glæde af.

Standardudstyr: AEBS, FCW, ACC og LDWS

DAF LF (med en totalvægt fra 8 ton og med luftaffjedring på bagakslen) leveres som standard med AEBS, FCW (system til advarsel om kollision forfra), ACC (justerbar fartpilot) og LDWS (system til advarsel ved vognbaneskift).

AEBS og FCW forhindrer kollisioner i nødsituationer ved at aktivere bremserne, når det er nødvendigt.

ACC justerer automatisk lastbilens hastighed i forhold til det forankørende køretøjs hastighed, hvorved der opretholdes en sikker afstand mellem de to køretøjer. Det gør det muligt for chaufføren at køre med fartpiloten slået til så meget som muligt, hvilket er godt for brændstoføkonomien. LDWS fungerer vha. et kamera, der er monteret på forruden, og hvis lastbilen utilsigtet forlader sin vognbane, aktiverer systemet en visuel advarsel.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188