23948sdkhjf

Første DAF’er til Munck

To DAF LF320 FA 4x2 knækladsbiler til kørsel med asfaltmaskiner og udstyr til asfaltarbejde er netop leveret til Munck Asfalt A/S. Bilerne skal stationeres i Kongensbro, hvorfra de kører ud i det midtjyske fra Hobro i nord til Horsens i syd til retablering af asfalt efter opgravninger til etablering og reparation af forsyningsledninger.

»Vores maskinafdeling har gjort et stort forarbejde i at finde den bedste løsning til vores behov, og her har vi valgt DAF for første gang, fordi vi fik præsenteret den mest optimale løsning. Vi har anskaffet bilerne via ESA Trucks og vi har anvendt Vandborg Karosserifabrik til opbygning af bilerne, og det er gået rigtig fint,« fortæller Martin Boutrup, der er intern projektleder hos Munck Asfalt.

De to DAF LF320 er stort set ens. De er udstyret med udvidet Day Cab-førerhus med dobbelt passagersæde, klimaanlæg med air-condition og ekstra Webasto vandfyr. Bilerne er desuden udrustet med fartpilot og afstandsradar. Drivlinen består af DAF’s 6-cyl. PX-motor på 320 hk koblet til en 12-trins ZF AS-Tronic-gearkasse med fuldautomatisk gearskifte.

Bilerne er opbygget af Vandborg Karosserifabrik i Lemvig med knæklad, hydraulisk rampe, masser af værktøjsskabe samt presenningopbygning på den forreste del af ladet.

Opbygningerne er skræddersyet til transport af hhv. asfaltudlægger og vejtromler samt tilhørende udstyr.

ESA Trucks Danmark i Kolding ved salgschef Ole Frisk har stået for leveringen.

Munck Asfalt har hovedkontor i Nyborg og afdelinger i Aalborg, Kongensbro, Fjelsted, Langeskov og Roskilde. Selskabet beskæftiger godt 300 medarbejdere med asfaltproduktion til nyanlæg og vedligeholdelse af veje og pladser for Vejdirektoratet, kommuner, virksomheder, grundejer- og boligforeninger og private. Munck Asfalt indgår i Munck Gruppen.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218