23948sdkhjf

Fra god dialog til konkrete løsninger

Normalt fortæller lastbilforhandlerne om dugfriske leveringer af nye lastbiler. ESA Trucks Danmark i Kolding har denne gang gjort en undtagelse, for det er godt et halvt år siden, at XL-BYG Brejnholt Lillebælt A/S fik leveret deres nye DAF CF 370. Og hvordan det så er gået, siden den 3-akslede kranbil blev taget i brug i oktober i fjor?

»Det er gået rigtig fint, fastslår Jan K. Hansen.

Han er forvalter for XL-BYG Brejnholts Lillebælt-afdeling, der har adresse i Middelfart, og han er ansvarlig for indkøb og drift af DAF’en.

»Bilen har til fulde levet op til vores forventninger, og vores chauffør Kenny Christiansen er rigtig glad for bilen,« siger han.

En af årsagerne til, at det er gået så godt med den nye DAF CF 370, er de meget omhyggelige forberedelser inden købet.

»Vi var gennem en meget grundig udvælgelsesproces, hvor næsten alle mærker på et tidspunkt var inde over, men det var ESA Trucks og salgskonsulent Kim Lassen, der ”løb med sejren”,« fortæller Jan K. Hansen.

Den nye DAF erstatter en cirka ti år gammel DAF 85-400 kranbil, der var godt og vel moden til udskiftning. Især kranen, som var ældre endnu, havde knoklet hårdt hele sit liv, så noget skulle gøres. Det spottede Kim Lassen som den første af de forskellige lastbilmærkers sælgere, og hans engagement kombineret med DAF-chassisets specifikationer og hans evne til at imødekomme XL-BYGs ønsker til opbygningen, gjorde udslaget.

»Sammen med vores chauffør Kenny Christiansen har jeg haft en rigtig god dialog med Kim, som først har lyttet og bagefter været i stand til at omsætte vores ønsker til konkrete løsninger. Det har været en lang men positiv proces,« siger han.

Blandt de faktorer, som gjorde indtryk på XL-folkene var, at Kim Lassen gjorde en stor indsats for at fremskaffe en demobil med de rigtige specifikationer, som Kenny Christiansen kunne prøvekøre for at få et indtryk af, hvor meget der er sket med den nyeste CF-model i forhold til den gamle 85-model.

»Kim har virkelig stået på pinde for os. Hans vedholdenhed har overbevist os om, at DAF-pakken var den rigtige for os,« fastslår Jan K. Hansen.

Den nye DAF er opbygget med en HIAB X-HiPro 262 EP-5-kran med fem hydrauliske udskud, der løfter 1.260 kg på 15,1 meter, samt et 7,35 meter ”trælast-lad”. Chassiset er udrustet med det mellemhøje CF-førerhus i kort udgave samt 9-tons foraksel på parabelfjedre og luftaffjedret bogie. Kranen er leveret af Sawo i Kolding, mens Bilstrup Karosseri i Stoholm har bygget bilen op med kran og lad med 80 cm 3-delte alu-sider og 60 cm bagsmæk med udtrækkelig understøtning, så bagsmækken kan lægges ned til vandret under kørslen. Dertil kommer masser af surringsøjer og kæpstokke, værktøjskasser med mere. ESA Trucks i Kolding har stået for klargøring inklusive montering af arbejdslys, rotorblink, cyklist- og bakkamera, oliefyr, køleskab med mere.

XL-BYG Brejnholt Lillebælts nye DAF har hjemmebane over det meste af Fyn samt i Trekantområdet.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218