23948sdkhjf

Lastbil-priser uddelt til DAF i Danmark

DAF Trucks ryddede bordet, da priserne for International Truck of the Year 2022 og Truck Innovation Award 2022 blev uddelt i slutningen af sidste år.

Prisregnen får nu også den konsekvens, at DAFs danske importør skal finde ledig plads på præmiehylden. Forleden fik DAF Trucks Danmark nemlig overrakt en kopi af begge de fine trofæer, som blev uddelt til DAF-fabrikken ved den officielle kåring på transportmessen Solutrans i Lyon i november.

- Jeg har og vil altid være en stolt DAF medarbejder, men at stå med begge disse prestigefyldte trofæer er et af de største øjeblikke i min DAF-karriere. Tak til juryen, men også tak til alle kollegaer i Holland for at skabe produkter, som er på forkant. Jeg bliver glad helt ind i hjertet over at se begejstringen hos vores forhandlere for New Generation DAF, som også har smittet af på ordrebogen. Sidst men ikke mindst en stor tak til alle de nuværende og nye DAF-kunder, som snart kan glæde sig til at få den nye generation DAF-lastbiler ud at køre, siger Rita M. Hansen, Marketing & Office Manager hos DAF Trucks Danmark.

 

Helt nyt lastbil-segment

Hun modtog på vegne af DAF i Danmark de to lastbilpriser ved en uformel overrækkelse hos DAF Trucks Danmark i Kolding forleden. Den glade uddeler af priserne var Rasmus Haargaard, redaktør for Lastbil Magasinet og det danske medlem af den internationale lastbiljury, der står bag de årlige prisuddelinger.

- DAF har givet sig selv en helt unik position med sin veltimede udvikling og introduktion af de nye lastbiler. New Generation DAF er ikke bare tre nye modelserier, men et helt nyt segment i lastbilindustrien – og det bliver interessant at se dem for alvor rulle ud på de danske veje i de kommende måneder. Samtidig viser DAF fremsynethed i udvikling af fremtidens lastbiler ved at gå i en anden retning og afsøge mulighederne for grøn transport ved at kombinere velkendt teknologi med nye brændstoffer i den spændende prototype på en brint-lastbil, siger Rasmus Haargaard.

Nutid og fremtid

Prisen som Årets Lastbil i Europa 2022 (International Truck of the Year) fik DAF for den nye generation af langturslastbiler i form af de nye XF-, XG og XG+-serier. Den største nyskabelse i modelserierne er den hidtil usete plads i kabinen, som DAF nu kan tilbyde chaufføren – uden at give køb på totallængden af vogntoget. Det sker, da DAF Trucks som de første udnytter de nye regler for vogntogslængder med aerodynamiske forbedringer på fronten.

Samtidig blev prisen Truck Innovation Award 2022 givet til DAF XF Hydrogen, som foreløbig er en prototype på en lastbil, der kombinerer en klassisk forbrændingsmotor med grøn energi – ved at ombygge den til at kunne køre på komprimeret brint.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204