23948sdkhjf

Letkørt anlægsbil skal bane vejen

DAFs satsning på anlægsbranchen er herhjemme mest interessant ved DAF FAW-modellen, som vi nu også har prøvet at køre på almindelig vej – og det var ganske overbevisende

DAF er ikke Europas største lastbilproducent, men i de seneste år har det været en af de mest succesrige. Blandingen af fornuftige priser, fornuftigt brændstofforbrug, god komfort og fine køreegenskaber har DAF spist en større og større andel af det europæiske lastbilmarked, hvor særligt trækker-segment har været et triumftog for den hollandske fabrik.

Næsten hver femte nye trækker på de europæiske veje har haft et DAF-skilt på fronten de seneste år, og det har også ført til erkendelsen af, at det fremover bliver vanskeligt at vækste yderligere i dette store og voldsomt konkurrenceprægede segment. Derfor har DAF lanceret en ny offensiv inden for anlægs- og entreprenørbranchen, hvor det hidtil har knebet lidt mere med at få hul på salget for alvor.

Ikke mindst på de nordiske breddegrader har DAF-importørerne i en årrække efterspurgt flere løsninger inden for anlægsbiler – og de er begyndt at komme nu. Lastbil Magasinet var selv i Spanien i foråret 2019, da DAF lancerede en lang række anlægsnyheder, og i efteråret 2020 var en af disse nyheder på rundtur i Danmark som demo-vogntog – og vi sprang selvfølgelig på, da vi fik tilbuddet om at låne trækket for en dag.

Største ”danske” nyhed

Kombinationen var en DAF XF 480 8x4 FAW med hænger til 56 tons totalvægt på danske veje. FAW-modellen er et af de nye produkter på hylden i DAFs anlægssatsning. Bag betegnelsen FAW gemmer sig en 4-akslet forvogn (fås både til XF- og CF-serien) med tridemaksel samt tandembogie med enkelt- eller navreduktion og en tvangsstyret bogieaksel. Den blev første gang fremvist på dansk grund tilbage ved Herning-messen i 2019 og er siden blevet leveret i flere eksemplarer til det danske og nordiske marked.

Den nye 8x4 FAW er særligt velegnet til store og tunge transporter på byggepladser og kan oplagt monteres med et tiplad eller en opbygning med en bagmonteret kran. Af hele paletten med anlægsnyheder er det uden tvivl netop denne 4-akslede tridembil med styret bagaksel, som DAF knytter særlige forhåbninger til på et marked som det danske.

Herhjemme er de foreløbige kundeleveringer indtil nu primært blevet opbygget med kroghejs, men der er også bygget nogle med fast lad og kran samt enkelte med tiplad, oplyser DAF Trucks Danmark.

Manøvredygtighed

FAW-chassiset imponerer først og fremmest med sin manøvredygtighed på trange områder. I forhold til en traditionel FAD med to foraksler er den plads, bilen skal bruge til en U-vending, reduceret drastisk – fra 21,6 helt ned til 15,6 meter. En mærkbar forbedring, som vi selv kunne konstatere tilbage i foråret 2019 ved lanceringen i Malaga, hvor vi i et spansk stenbrud fik en tur bag rattet i en FAW-model, som klarede en U-vending i fin stil, mens de andre køretøjer måtte ud i mere klodsede manøvrer for at komme rundt.

For nylig fik vi altså så også muligheden for at køre DAF FAW som et rigtigt vogntog på landevej. Turen var en fynsk rute fra det vestfynske ad motorvejen mod Svendborg og videre langs de snævre – og indimellem kuperede – sydfynske kystveje, inden vi arbejdede os op gennem det fynske landskab tilbage til udgangspunktet. En samlet tur på 143 km, som egentlig ikke egner sig voldsomt godt til et langt og tungt lastbiltræk. Men det letgående og manøvredygtige vogntog følger linjen eksemplarisk trukket fremad af DAFs gennemprøvede MX-13 motor fra Paccar med 480 hk, samt udstyret med 12 trins TraXon-gearkasse fra ZF, udveksling 2,83, bladaffjedring foran og luft bag, motorbremse samt intarder fra ZF. Turen blev derfor en relativt afslappet fornøjelse trods de snoede og trange veje undervejs.

Gennembruddet venter

Vores testbil var også udstyret med en anden af de nyheder, som DAF lancerede i sin ”anlægspakke” – nemlig en ny 10 tons foraksel til CF- og XF-serien. Den var ikke så væsentlig lige på dette demo-vogntog, men til opbygninger med formonteret kran bag førerhuset er det en væsentlig tilføjelse til programmet. Den nye 10 tons foraksel har parabolsk affjedring med tre bladfjedre og kan leveres til CF- og XF-modeller, som er udstyret med én foraksel og Paccar MX-11 eller MX-13 motor.

Indtil videre har DAFs satsning på anlægssektoren ikke slået stort igennem i registreringstallene – og det var heller ikke forventeligt. Det er et segment, som det tager lang tid at trænge igennem på. Det kræver en større salgsindsats, fordi der er tale om dyrere og færre biler, som til gengæld er mere teknisk komplicerede, og som samtidig kører færre kilometer og dermed beholdes længere i vognparken – med mindre hyppig udskiftning til følge. Med DAFs fintuning af det danske netværk i de seneste år bør der dog være begrundet håb om, at de hollandske lastbiler vil blande sig mere i det grove segment herhjemme i de kommende år.

Stor DAF-nyhed på vej

Vores testbil var som nævnt en XF-variant med SpaceCab, DAFs næststørste kabine, og med den velsmurte drivline, der senest blev justeret ved lanceringen af den nyeste DAF-generation i 2017. Vi har efterhånden kørt den nye DAF mange gange, og det er stadig en fornøjelig og støjsvag oplevelse med det maksimale moment 2.500 Nm (i 480’eren) til rådighed fra 900 o/min.

Og så må vi afvente og se, hvor længe denne DAF-model bliver ved med at være den nyeste. DAFs førerhus har altid været en favorit blandt chaufførerne, men det bygger efterhånden på en konstruktion, der er mere end tre årtier gammel. Allerede i 2019 begyndte de første spionfotos af camouflerede DAF-lastbiler at dukke op på hollandske og belgiske veje, og i efteråret 2020 har vi hørt flere og flere rapporter om mystiske, helt sorte og tildækkede DAF-modeller, der spottes i stigende antal på vejnettet.

Officielle oplysninger om den nye model kan man naturligvis ikke opdrive, men at dømme ud fra diverse amatørfotos af testbilerne behøver chaufførerne ikke frygte for mindre plads i kabinen. DAF ser derimod ud til at blive den første producent, der tager de nye EU-regler for førerhus-dimensioner i brug – nemlig at det bliver tilladt med en mere afrundet front til gavn for aerodynamikken, uden at det går ud over totallængden og dermed lasteevnen for vogntoget. Det var netop usikkerhed om den kommende EU-lovgivning på dette område, som gjorde, at DAF ikke allerede i 2017 foretog mere drastiske ændringer på de populære SpaceCab og SuperSpaceCab-førerhuse.

Om det bliver i 2021, at DAF løfter sløret for den nye lastbil-generation, eller om vi skal vente til 2022, er det åbne spørgsmål. Vi tror mest på det første, men det kan kun tiden vise os.

DAF og bogstaverne

DAFs modelbetegnelser har ofte givet anledning til forvirring, for hvordan tolker man den bogstavleg, som altid følger efter ”DAF”-navnet på en lastbil-model? I virkeligheden er det ikke så kompliceret. Forkortelserne er som regel på tre bogstaver:

- Det første bogstav er altid et ”F” – og er faktisk overflødigt. F står nemlig for ”Front steer”, og det dækker i dag over alle DAFs modeller. Tidligere havde DAF en ”torpedo”-model med ”N” som første bogstav (N = Nose)

- Det andet bogstav er enten ”A” eller ”T”. A står ”Auto/bakwagen” og betyder, at der er tale om en forvogn/chassisbil. T står for ”Trekker” og betyder, at vi har at gøre med en trækker.

- Det tredje bogstav er til gengæld dér, hvor forvirringen kan opstå. Det kan nemlig betyde en række forskellige ting. Fx er ”N” forkortelse for Naloopas (styrende bagaksel), ”T” betyder Tandem-aksel – og så videre.

Det sidste bogstav giver dog ikke altid mening som forkortelse – for eksempel har vores testbil i artiklen både tandem (T) og styrende bagaksel (N). Det har man så løst ved at give denne kombination bogstavet ”W” – uden logisk forklaring. Derfor hedder vores testbil i artiklen altså DAF FAW.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.208