23948sdkhjf

Ny generation DAF til Thomsen

Vognmand Peter T. Thomsen i Stenderup mellem Horsens og Hedensted er kendt for at være godt kørende, og nu er han blevet endnu bedre kørende. Han har nemlig fået leveret en ny DAF XF-530 af nyeste generation af ESA Trucks Danmark i Kolding.


Den nye DAF er en 6x2/4 FTG, dvs. med styrbar og løftbar støtteaksel foran trækakslen. Den er opbygget af PM Lastvogns Service i Hedensted med heldækkende alu-dørk, værktøjsskab, ADR-udstyr samt skræddersyet bagende med ekstra LED-baglygter, arbejdslys og blitzlys. Drivlinen består af DAF’s kraftigste MX-13-motor, der for nylig blev opgraderet til hele 530 hk/2.600 Nm og er kombineret med den nye 12-trins ZF TraXon-gearkasse med aut. gearskiftesystem samt bagaksel med 2,39:1 i udveksling.


I førerhuset kan chaufføren Michael ”Micki” Hansen glæde sig over læderstue i DAF’s originale Exclusive Line, som desuden er suppleret med plysning fra Fix i Hedensted og lidt ekstra lyd fra HP Teknik i Horsens.


»Jeg har kun kørt kort tid i den nye bil, men jeg er allerede vildt imponeret. Jeg kan tydeligt mærke forskel både i trækkraft og gearskift fra den XF-510’er, jeg havde før,« siger Micki.


»Normalt er jeg mest til Volvo, men jeg må indrømme, at DAF’en er super god at køre i. Jeg har altid ment, at Volvos I-Shift var den bedste på markedet, men den nye TraXon-gearkasse i DAF’en er mindst lige så god,« fastslår Micki.


»Desuden er DAF-førerhuset jo bare det mest rummelige på markedet. Jeg har selv fået lov at bestemme farver og udstyr, så kan man jo ikke forlange mere,« slutter han.


Peter T. Thomsen råder nu over tre DAF, tre Scania, en enkelt Volvo samt en 8-pallers Mercedes Sprinter varevogn. Han skal bl.a. bruge den nye DAF XF-530 til div. ADR-transport af flydende gasser i Danmark og lidt i Norge. Hans øvrige biler er også primært beskæftiget i Danmark med transport af bl.a. flaskepant-maskiner, genbrugsemballage og div. udstyr til minkindustrien samt kurér-kørsel.

 

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.212