23948sdkhjf

Nyscan bliver ny DAF-partner

Nyscan Trucks bliver ny DAF-partner på Sjælland og Lolland-Falster. De nye DAF-aktiviteter, som omfatter autoriseret service og reparation af DAF-lastbiler, skal ske i det nystiftede selskab NYSCAN Trucks A/S, som er søsterselskab til NYSCAN A/S, som HEJ Gruppen overtog tidligere i år.

Nyscan Trucks vil koncentrere DAF-aktiviteterne på to anlæg – nemlig i Sakskøbing på Lolland samt på anlægget i Skandinavisk Transport Center i Køge.

Nyscan er i forvejen en del af Scanias servicenetværk, og Scania-aktiviteterne fortsætter på Nyscans tilbageværende tre anlæg i Køge, Vordingborg og Sakskøbing.

Til gengæld bliver Iveco-aktiviteterne i datterselskabet Nyscan Biler A/S overført til REA Erhvervsbiler A/S (det tidligere Ringsted Erhvervs Auto), som HEJ Gruppen ejer halvdelen af. Nyscans tidligere anlæg i Roskilde bliver fremover et rendyrket Iveco-anlæg under REA Erhvervsbiler.

Har fået struktur og tro på fremtiden

»Nyscan-koncernen har i de senere år været ude i en masse turbulens. Efter at være blevet en del af HEJ Gruppen i foråret har vi fået struktur på aktiviteterne på en rigtig god måde, så det tegner godt for fremtiden,« siger direktør Christian Barsøe.

»Her bliver DAF-aktiviteterne i NYSCAN Trucks A/S en meget vigtig del, for takket være et meget bredt produktprogram, høj kvalitet og stigende popularitet ser vi store muligheder i at forøge DAFs markedsandel øst for Storebælt,« tilføjer han.

Med en baggrund som bl.a. direktør for den danske MAN-importør gennem mange år kom Christian Barsøe i foråret 2018 til Nyscan med den klare opgave at sikre Nyscans fremtid som en førende leverandør af lastbiler og transportmateriel med tilhørende serviceydelser.

»Vi har valgt at koncentrere Nyscan Trucks’ kommende DAF-aktiviteter på det bedst beliggende lastbilanlæg i hovedstadsområdet, nemlig Skandinavisk Transport Center i Køge, samt i vores Sakskøbing-afdeling. Begge steder indretter vi separate DAF værksteds- og lagerfaciliteter,« forklarer Christian Barsøe.

Uændrede Scania-aktiviteter

»Vi kører Nyscans Scania-aktiviteter uændret videre i Køge, Vordingborg og Sakskøbing. I mere end 50 år har Nyscan-anlægget i Roskilde haft status af hovedsæde, men det er slut nu. Roskilde-anlægget er nu et dedikeret Iveco-anlæg under REA Erhvervsbiler,« fastslår Christian Barsøe.

I forbindelse med Roskilde-afdelingens udtræden af Scania-netværket har Nyscan flyttet de Scania-specialister, der blev ”hjemløse” i forbindelse med afdelingens overgang til Iveco-anlæg, til Køge.

Nyscan Trucks har nu fået travlt med at indrettet sig i Køge og Sakskøbing samt rekruttere nye mekanikere, reservedelsfolk og administrative medarbejdere.

Nyscan Trucks løftede sløret for det nye samarbejde torsdag aften ved et større kundearrangement i Køge.

Med det nye DAF-samarbejde spreder HEJ Gruppens aktiviteter sig nu over fire lastbilmærker. Nyscan og Nyscan Trucks er servicepartner for henholdsvis Scania og DAF, REA Erhvervsbiler sælger og servicerer Iveco, mens HEJ Gruppens MAN-aktiviteter fortsætter uændret fra hovedsædet i Dalby.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188